Her til aften var jeg ude at gå tur med en lille hund. På vej tilbage hører jeg et par piger, som tilsyneladende er på vej hjem fra byen. Det var vel at mærke ikke på den måde, at jeg med overlæg gik og decideret lyttede efter dem, men de var så højlydte i deres stemmeføring, at jeg ikke rigtigt havde andet valg end at overhøre deres samtale om, hvordan den ene havde forsøgt at få penge tilbage for entré og derefter havde været et andet sted henne og betale entré dér, og havde endt med at give mere for at komme ind end hun havde betalt for drikkevarer. Det er desuden en situation, som jeg forlængst har fravalgt ud af princip; jeg håndterer så dårligt tanken om at betale for at komme ind et sted, hvor jeg vil købe ting. Nå, men det var egentlig slet ikke pointen.

De to fruentimmere kom langsomt tættere på, da hunden fordrede et vist adstadigt tempo. De blev ved med at tale ganske højrystet indtil ca. to skridt før min ryg, hvorefter de blev bomstille, mens de fortsatte ned ad gaden. Det var helt sikkert ikke fordi, at de ikke kunne se mig før det punkt, men det kan da godt være, at fysikundervisningen i dag har en anden forklaring på lydens bevægelse, og de derfor ikke helt havde forstået, at jeg ikke kunne undgå at høre dem indtil da. Da jeg bemærkede dette, begyndte jeg lige så stille at tælle til ti indvendigt i hovedet - og ganske rigtigt fortsatte snakken lige så stille efter de ti sekunder var gået - denne gang i en lydstyrke, hvor jeg ikke kunne følge med i diskussionen. Det passede mig iøvrigt fint, for jeg tvivler ikke på, at resten af dialogen var lige så sindsoprivende uspændende.

Jeg gik lige så stille og morede mig lidt over fænomenet, for det er underligt og det er ikke første gang, jeg har oplevet det. Men så slog det mig: Jeg har sgu gjort det selv.