To skærme og så derudaf
![]()
Men nu er chefen tilbage fra ferie, og top 10 er
endnu en gang præget af Nintendo. PSPen når lige at snige sig ind
på listen med Capcoms Monster Hunter (en pokémon-lignende titel),
men ellers er der ingen slinger i valsen. Det er måske ikke så pænt
at fryde sig over, at det ikke går Sony så godt - især nu da de
ligefrem er nødt til at fyre folk, men det er nu unægteligt sjovt,
at Nintendos "gimmick", som Sony kaldte DSen, giver PSPen bøllebank
i alle territorier.
![]()
Men Sony behøver nok ikke græde snot. PS2en sælger stadig som varmt
brød (mere på en uge end Xbox 360 har solgt sammenlagt). PS3en skal
jo også nok sælge som varmt brød uanset om den bliver den
stærkeste, når den kommer på markedet. Sonys hypemaskine har
allerede gjort den til den stærkeste i forbrugernes bevidsthed -
præcis som de gjorde det med Playstation 2, som mildest talt var en
skuffelse efter Dreamcasten og i forhold til de to øvrige
konkurrenter.
![]()
Men efter DSen er mine penge satset på Nintendo. Måske ikke hvad
angår markedsdominans, men som det af firmaerne, som leverer den
bedste spilleoplevelse. I den korte tid DSen har været på markedet,
har den fået flere fantastiske spil, end de fleste konsoller får i
løbet af deres samlede levetid. De forsøger at gå samme vej med
Revolution - som navnet indikerer ikke bare en evolution.
![]()
Nintendogs viste, at der er plads til
andre end de traditionelle spillere. Eller som en
Revolution-reklame sagde det: "For every gamer who plays, for every
gamer who has played, for every gamer who has yet to play -
Revolution is for you.
![]()
Imens sidder Sony så tilbage med deres
dyre mursten af en PSP, hvor man kan spille Lumines på. Det er også
fint nok, men det når desværre ikke Meteos til sokkeholderne, selv
om det er designet af samme mand. Men det er lidt svært at forstå,
når det kommer til stykket. I bund og grund er PSP og PS2 næsten
ens og det burde være muligt at lave noget interessant på maskinen,
men det eneste man får smidt i nakken er konverteringer eller let
modificerede PS2-spil til nogenlunde samme pris som PS2-titlerne.
Hvad er så incitamentet til at købe maskinen, når man har en PS2 i
forvejen? Bling-bling-værdi? Næ, beklager. Jeg har allerede en iPod
og den blev rent faktisk købt, fordi den var det bedste produkt på
markedet til at ordne et specifikt problem - ikke fordi den var
trendy.
![]()
DSen har i det mindste leveret nogle spil, som er fantastisk velegnede til at have med på farten - uanset om deres design er helt originale eller blot opdaterede udgaver af eksisterende spil. Mario Kart DS er det bedste bilspil jeg har spillet i årevis. Punktum. Der er adventures, bemani-spil, turbaseret strategi, hundesimulatorer, advokatsimulatorer, shoot 'em ups, farming sims, fantastiske platformere og meget, meget mere. Hurra for afvekslingens skyld - og hurra for de skæve titler, som vi sjældent ser på de traditionelle konsoller.

