Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men hvis jeg bliver vækket af en uvant lyd, så er jeg helt rundt på gulvet det første stykke tid. Det uanset at jeg egentlig godt kender lyden. Det skete i dag. Normalt er det enten lyden af dørtelefonen eller mobiltelefonens alarm, der vækker mig. I dag var lyde nanderledes. Det var en underlig kimen, og jeg kiggede desorienteret på min nye telefon, som ikke var sat til.

Derefter begyndte jeg at overveje, om jeg bare havde hørt lidt forkert. Jeg løftede derfor alligevel røret til dørtelefonen og prøvede med det "hallo", men der var ikke bid. Så kom lyden en gang til, og denne gang lige ved siden af mig. Denne gang blev den svaret af "et øjeblik", og jeg drønede ind for at finde min morgenkåbe. Hvad pokker skal det også ligne, at andre i bygningen lukker de her lurvede post-typer ind i bygningen, så de kan ringe direkte på dørklokken, som jeg normalt aldrig hører?

Nå, men så fik jeg da min Koolsink - en del af mine forberedelser til ankomsten af min MacBook. Min nuværende maskine er i forvejen en af de godt lune, så jeg er selvfølgelig gået i gang med at lege med den med det samme. Det må siges, at den er effektiv den Koolsink. Den er lige så effektiv, som den er simpel.

Jeg har sat maskinen til at encode noget video, hvilket under normale omstændigheder ville betyde, at den ville være relativt ubehagelig at røre ved, fordi processoren bliver 66 grader, før blæserne går i panik og holder den der, og det kan ikke rigtigt undgå at forplante sig til resten af kabinettet.

Men lige nu, hvor processoren faktisk er nået op på over 60 grader, er kabinettet stadig kølig over det meste. Normalt ville den være stinkende varm over F-tasterne og godt varm der, hvor man hviler håndleddet på den venstre side. Alene det at den har taget så lang tid om at nå derop (snart tyve minutter) er ganske fantastisk, men at maskinen bare er behagelig lun at røre ved, samtidig med at den hælder i en langt mere praktisk skrivevinkel er jo bare helt fantastisk.

Konceptet bag Koolsink er ekstremt simpelt. Det er reelt set ikke andet end en aluminiumsplade med nogle gummiben. Nogle vil sidde og tænke, at det nok ikke er særligt effektivt, fordi bunden af maskinen er på fire ben og derfor ikke er i direkte kontakt med maskinen. Det er både rigtigt og forkert. Fordi maskinen står hævet lidt over pladen, giver det et bedre airflow. Den varme luft bliver så at sige presset ud naturligt - også fordi den lette hældning opad betyder, at varmen har en vej at suse ud ad.

Jeg kan mærke at Koolsinken er blevet en anelse varmere, men det betyder kun, at den har nået stuetemperatur i stedet for at være isnende kold at røre ved. Kombineret med at Powerbookens kabinet kun et let lunt, peger det jo på, at konceptet virker aldeles fremragende.

Mens jeg sidder og skriver dette, er blæseren gået i gang, fordi processoren ramte 64 grader. Og maskinen er stadig ganske fin at røre ved. I modsætning til normalt kan den dog rent faktisk bringe temperaturen nedad. Under normale omstændigheder ville den stakkels blæser som sagt stå og halse ved 66 grader, men nu kan den rent faktisk lede luften væk, så temperaturen daler langsomt, mens blæseren bare kører på laveste blus. (opdatering - den er nu faldet til 62,9 og lader stadig til at være for nedadgående)

Hermed en gang mad props til Koolsink. Passiv køling kan vist ikke laves meget bedre til menneskepenge.