Man ser dem aldrig. De lusker altid rundt uden for synsvidde. De er formentlig en slags dæmoner. De sørger altid for at dække sig ind fra enhver tænkelig vinkel. De er hadet af de fleste som en moderne sheriffen af Nottingham og formentlig kun elsket af indehaverne af de pengetanke, hvor deres indkasseringer lander.

Jeg taler selvfølgelig om p-vagter. I dag fik jeg lejlighed til at inspicere en på samme vis, som han nøje inspicerede den ulovligt parkede bil i baggården. Jeg så desværre ikke det fulde ritual fra begyndelsen, men jeg tror jeg fik en ganske stor del med. Der var to biler i gården og kun den ene endte med at få den forhadte seddel i forruden.

Carpark-manden cirklede rundt om begge biler mange gange, mens han skriblede løs i sin lille blok, af og til kiggede på sit armbåndsur, og slutteligt fandt et digitalkamera frem og fotograferede bilen en gang bagfra og tre gange forfra - de to gennem forruden på bilen ind mod sæderne. Formentlig for at vise, at der ikke lå en parkeringstilladelse synlig i forruden.

Fælden klappede grundigt. Den ældre herre kneb øjnene sammen, kiggede op mod solen og cyklede ud efter sit næste offer.