Det er en utroligt frustrerende oplevelse at besøge folk, som stadig lever i verden, som den så ud for tyve år siden. Hvad mener jeg med det?

Husalteret bliver startet ved nyhedstid og så kører det ellers videre resten af aftenen på diverse programmer - uanset om de er interessante eller ej. Det er ganske enkelt utænkeligt at slukke for skidtet, før det er sengetid. Min tålmodighed rækker ikke til at sidde passivt og stirre på mere eller mindre hjernedøde programmer ved høj lydstyrke og måske udveksle en kommentar hvert tiende minut.

Jeg kan til nøds gå med til at se en film, hvis den ikke bliver maltrakteret af reklamer og forkert beskæring undervejs. Jeg foretrækker dog klart at kunne trykke på pause og lave noget andet, hvis jeg kommer i tanker om noget, jeg skal have overstået, eller hvis noget andet midlertidigt kræver min opmærksomhed.

Det resulterer i, at jeg enten går min vej eller tager et par hovedtelefoner på og griber laptoppen, så jeg kan beskæftige mig med noget - og ikke mindst høre noget musik i stedet for den blandede støj, som et TV har for vane at udsende. Gør det mig til asocial? Det kan vi da godt sige. Jeg ville dog ti gange hellere slukke for braset og snakke med folk - eller måske spille et brætspil eller gøre noget helt andet. Alt andet end at stirre passivt ind i en kasse med flimrende, dårlig underholdning.

Måske er jeg i virkeligheden den, der er gammeldags. Da jeg var lille, var det i hvert fald min mor, der prædikede om ikke at se for meget TV. I dag er jeg i det mindste ikke tossekassens slave. Jeg ved ikke, om det er en fordel - jeg ville da ønske, at fjernsyn ikke drev mig til vanvid, men det gør det.