Så mange bands. Så mange genrer. Så mange sange. Så mange tekster. Så mange koncerter. Så mange historier.

Hvorfor har man så kun én livstid at opleve dem i?

The Who, Foghat, Jimi Hendrix, Foreigner, Tom Petty, Supertramp, Steppenwolf, Steve Miller Band, Nazareth, Mott the Hoople, Lynyrd Skynyrd, Led Zeppelin, The Hollies, Janis Joplin, Jefferson Airplane, Golden Earring, Fleetwood Mac, The Doors, Electric Light Orchestra, Boz Scaggs, Canned Heat, Cheap Trick, The Band.

Det er endda kun et par årtier af store bands, som jeg lige har nævnt - og kun et meget begrænset udvalg og få genrer.

Vil de for altid leve i fortidens glemsel for kort at dukke op i en road movie eller som en reference i en artikel? Vil der fortsat være folk, som går på opdagelse og hører dem for første gang? Man kan da håbe.

Jeg håber også, jeg får masser af muligheder for at gå på opdagelse i fremtiden på nye og ukendte territorier.