Nu hvor Depeche Mode-feberen raser i Danmark, er det oplagt at se på, hvad der ellers er at finde indenfor samme kategori.

Jeg blev for nyligt introduceret til det canadiske band The Birthday Massacre, som på sin vis minder meget om Depeche Mode. Det adskiller sig dog heldigvis nok til, at det ikke lyder som et rip-off. Faktisk rammer The Birthday Massacre lige præcis de elementer, jeg kan lide ved Depeche Mode, uden at vade rundt i de elementer, jeg ikke er så glad for.

Jeg har altid haft et noget ambivalent forhold til Depeche Mode, fordi jeg på den ene side godt kan lide melodierne, men på den anden side bliver det hurtigt for meget med den uendelige negativitet rent musikalsk. Man fristes til at tro, at de aldrig har slået en dur-akkord an.

Det er ikke fordi The Birthday Massacre ikke kan lyde negative, men der er balance i tingene. Hvis jeg skulle beskrive bandet med en sammenligning, så skulle det være en blanding af Depeche Mode og Blondie - men med en moderne lyd og lidt mere rå nerve på lyden. Deres visuelle udtryk passer egentlig meget godt til deres musik. Lidt pænt, lidt poppet, lidt gotisk, lidt 80er, lidt androgynt men stadig med masser af bund og ikke mindst gode melodier. 80er-tendensen kommer især til udtryk i deres cover af Limahls Never Ending Story...

De har p.t. udgivet to skiver. Det drejer sig om Nothing and Nowhere og Violet. Det kan anbefales at kigge efter dem begge, hvis du tror, bandet er noget for dig.