Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvordan kan man vågne op efter 9 timers dyb søvn og stadig føle sig som tredjedagen på Roskildefestivalen? I går fik jeg kun seks timer og fungerede rimeligt. Det plejer for mit vedkommende at være 8 timer, der er "the sweet spot". Så er jeg veludhvilet og klar til kamp. I dag havde jeg også sat alarmen til at ringe efter otte timer, men da jeg vågnede tænkte jeg "puha, den går ikke". Så satte jeg uret 25 minutter frem og prøvede igen (jeg prøvede at ramme power nap'ens længde). Intet held. Så prøvede jeg en gang til. Jeg var stadig i stykker. Så var der vist ikke andet for end at stå op. Især når man nu har lovet at drøne op til sit mødrende ophav og være hundepasser, fordi hun er taget på shoppingtur i dag.

Om ikke andet så er det en undskyldning for at lave en god, solid kop kaffe, som kan virke som en godmorgen-kæberasler. Morgenmaden er så absolut mit yndlingsmåltid på dagen. Dels fordi man kan drikke kaffe til og dels fordi jeg elsker ost på hjemmebagt brød - for tiden en gouda.