Nogle dage er det rart at grave sig lidt ned. At lade som om omverdenen bare kan rende og hoppe. Måske endda rent faktisk lade den rende og hoppe for en enkelt dag. Den gjorde det trods alt fint, før man kom til verden og bliver formentlig ved med det længe efter man er væk. Det uanset at man siger, at hver gang et menneske dør, forsvinder et helt univers.

Det er nok rigtigt. Der er ikke to, der er ens, selv om verden som sådan ikke ændrer sig. Den ser bare forskellig ud, alt efter hvor man står. Herfra hvor jeg står, ser verden våd og kold ud og jeg gider ikke lege med den. Det er på tide at rulle persiennerne ned, rulle sig sammen i yndlingsmøblet med Haruki Murakamis Dance Dance Dance og nippe lidt til kaffekoppen med jævne mellemrum.