Lidt om HIM

Hvis nogen stadig ikke skulle have stiftet bekendtskab med det finske band H.I.M. (nogle gange også stavet som i overskriften) - også kendt som His Infernal Majesty - så er det næsten imponerende. I hvert fald er deres nuværende single Wings of a Butterfly i heavy rotation rigtigt mange steder. Der var dog et eller andet ved den, som generede mig. Den var bestemt catchy og lød umiskendeligt som H.I.M. - men der var noget galt.

Her er det måske på tide at hoppe et par år tilbage i tiden. Mens jeg boede på kollegie, kørte jeg af og til fra Århus til Randers for at besøge familie og venner. Det skete ofte, at mørket var brudt frem, før jeg var på vej tilbage til Århus. Men jeg var sjældent alene, for det var ofte søndag aften, og søndag aften var der Spadestik på P3. Lige præcis denne aften var det et herrens vejr, så værtens dybe, tørre røst passede perfekt til den silende regn, som vinduesviskerne legede Sisyfos-og-stenen med.

Spadestik var ret unik på den måde, at det hver gang tog et nyt musikalsk emne op og gik i dybden med det - uanset genre eller periode. Med andre ord noget, der virkelig kunne åbne den musikalske horisont på lytteren. Uanset om man normalt ville høre den slags musik, så var det altid spændende at høre historien, udviklingen og få bredden med. Nuvel, netop denne aften præsenterede han H.I.M., som kort tid efter strømmede ud gennem højttalerne i langsom, majestatisk elegance med nummeret When Love and Death Embrace. Guitarens fylde var, som kunne den vælte mure - på samme måde som vandløbet kan nedbryde stenen. Samtidig var Ville Valos røst en skrøbelig modvægt til guitarerne med en bitter eftersmag af sørgmodighed.

Jeg købte pladen, efterfølgeren, så dem live og så var det lige ud af landevejen. Og dog. Jeg må nemlig indrømme, at jeg ikke har været ubetinget begejstret over efterfølgerne. Razorblade Romance havde ganske vist et endnu bedre cover af Chris Isaaks Wicked Game end det, der var på Greatest Lovesongs Vol. 666 og guitaren var endnu tungere. Men sørgmodigheden nærmede sig klynken. På senere udgivelser blev det kun værre, men uden guitaren fortsatte i den rigtige larger-than-life-retning. Og det er nok det, som irriterer mig ved den ellers fine popsang.

Emnet kom op, da jeg snakkede med en god kammerat, som deler mit ambivalente forhold til bandet. Det fik mig til at gå hen til cd-samlingen og gribe Greatest Lovesongs Vol. 666. Den kører nu på anlægget. Jeg savner det band. Heldigvis kan jeg sætte pladen på i ny og næ, og vende tilbage til de sene aftener med Spadestik og musikalske eventyr - og ikke mindst H.I.M. da de var allerbedst.
|