Wuergler.dk

Jeg havde egentlig besluttet mig for at holde mig helt udenfor denne latterlige debat. Ja, det er sagen om tegningerne, jeg taler om.

Hvorfor kalder jeg den latterlig? Fordi Jyllandsposten opførte sig åndssvagt ved at trykke tegningerne - det er ikke for ingenting at vi har ytringsfrihed under ansvar - og fordi modreaktionerne er helt udenfor proportion på begge sider. Jeg har fulgt rimeligt godt med, og der er én ting, der har slået mig undervejs, hvilket fik mig til alligevel at gribe keyboardet.

Lad os tage dele det lidt op i sider og i første omgang se bort fra undskyldninger:

Fornærmelser mod Islam og/eller muslimer:
1. Tegningerne i avisen
2. Højrefløjs-bloggeres gøren nar ad hele miseren
3. Forsøg på digitale mod-hævnaktioner mod islamiske medier (jeg ved ikke, om de lykkedes?)
4. SMS-kæder med opfordringer til demonstrationer og/eller boykot af muslimer i Danmark

Fornærmelser mod Danmark og/eller danskere:
1. En beskrivelse af danskere som "vantro" i de dokumenter, som blev sendt rundt i mellemøsten
2. Afbrænding af danske flag
3. Digitale hævnaktioner mod højrefløjsbloggere og danske aviser
4. Afbrændinger af Dannebrog med fodaftryk på
5. Afbrænding af billeder af Anders Fogh (nogle vil sikkert juble over lige præcis denne del her i Danmark)
6. Vold mod ansatte i mellemøstlige afdelinger af danske firmaer (Arla)
7. Boykot af alle danske varer
8. Bombetrussel mod Jyllandsposten (med følgende evakuering)
9. Dødstrusler mod danskere

Tilbage til undskyldningerne.

En stor del af mellemøsten forlanger, at Anders Fogh undskylder på Danmarks vegne for noget en privat virksomhed har foretaget. I et enkelt tilfælde blev det endda forlangt, at Dronning Margrethe skulle undskylde også. Her i Danmark er vi naturligvis klar over, at hverken staten eller kongehuset er forbundet med den private virksomhed, men dette er åbenbart stadig en udbredt misforståelse i denne sag. Men lad os sige, at de skal undskylde deres handlinger. De ni førnævnte punkter er alle begået af private - det vil sige ikke fra regeringsmæssig side (henvendelserne fra officiel hånd har jo netop været ganske reelle og fornuftige).

Jeg går ud fra, at vi efter vor undskyldning får undskyldninger fra samtlige involverede regeringer for førnævnte overtrædelser, hvoraf nogle unægteligt er langt alvorligere end en række tegninger i en avis - ikke sandt?

---
Opdatering

Jeg har netop modtaget en sms med opfordring til at smile til sin lokale grønthandler, købe en ekstra pizza og tage et smut i kiosken for at vise støtte for muslimerne i Danmark. Det er slet ikke en tosset idé. De moderate af slagsen går formentlig og græmmer sig og/eller føler sig utrygge, men det er ikke dem, som på nogen måde udgør en trussel overfor danskerne. Hvis ikke jeg skulle have rester i dag, ville jeg følge opfordringen. Måske i morgen...

Woohoo!

Loggede lige ind på selvbetjeningen på Universitetet med rystende hænder. Men den var god nok! Sidste eksamen bestået og der er nu kun specialeafleveringen tilbage. Hvis ikke jeg var så træt, ville den stå på en seriøs sejrsdans, men i stedet smider jeg Bombardement Victory fra Eternal Arcadia OST på. Det passer i hvert fald til min jævnt opløftede stemning.

Aldrig mere film- og tv-teori. Hurra. Hurra. Hurra.

Er det ikke sjovt, som der nogle gange bare skal den rigtige sammenhæng til, før musik giver mening?

Musik, man ikke har kunnet snuppe eller syntes var lidt for meget i den ene eller den anden retning, begynder pludselig at give mening, når man selv er i det rigtige humør. Det bitre ved det er, at man ved, at situationen kan være præcis den samme, når man så forsøger forklare venner lige præcis hvorfor, musikken er så fantastisk.

I sidste ende findes der nok ikke dårlig musik. Kun forkerte sammenhænge.

Det er et besynderligt vejr, vi har lige nu. Koldt, men bestemt ikke frostklart. Til gengæld har jeg gået flere gange og luret ud af vinduet ned på lamperne, som kastede et sjovt skær, så da jeg alligevel skulle ud at gå, greb jeg et kamera med. Jeg synes selv, at resultaterne blev ret stemningsfulde - men døm selv. Her er et billede nede fra jernbanestrækningen:

Selv om Firefly ikke just er nyheder længere, bliver jeg alligevel nødt til at pimpe den her. Historien er tragisk men ikke uden håb.

Det forholder sig sådan, at jeg aldrig har været den store fan af Joss Whedons produktioner - især Angel og Buffy, som formentlig er hans mest kendte. Det var nok også derfor, der gik noget tid, før jeg langt om længe bukkede under for nysgerrigheden og købte dvd-boxsettet på cdwow for en slik. Jeg besluttede mig for at se serien til at falde i søvn på - og falde i søvn gjorde jeg. De to første gang jeg prøvede at se første afsnit. Det var ikke fordi, det var kedeligt, men jeg opdagede bagefter, at pilotepisoden er lidt over to timer lang (den hedder forøvrigt Serenity). Så er det jo ikke så sært, når man kommer lidt for sent i gang.

Jeg satte den på lidt tidligere og synes, det smagte af mere, så jeg nappede et afsnit mere. Og et afsnit mere. Og et afsnit mere. Derefter stod den på to til tre afsnit hver aften indtil serien var færdig og så startede jeg forfra. Serien er den bedste tv-underholdning, jeg nogensinde har set. Det er lige før omstændighederne er ligemeget, for det er i høj grad personerne, som gør serien interessant. Heldigvis er afsnittene også spændende i sig selv, men man begynder først at få føling for det større plot i serien efter at have set en håndfuld afsnit. Det var helt sikkert også medvirkende til at Firefly aldrig fik den succes på Fox, som den burde have haft. De valgte nemlig at starte serien ved afsnit to, så man aldrig fik den langsomme, grundige introduktion, som Serenity-afsnittet giver. I stedet valgte de at vise det afsnit som det allersidste. Flot.

Men hvad er det egentlig for noget? Stilistisk set er det en blanding af sci-fi og western - med en let overvægt af sci-fi. Det er sådan set også meget passende, for science fiction er jo før blevet beskrevet som et "wagon train to the stars" - altså de tidlige westernhistorier med nybyggere men på vej mod nye galakser.

Der er dog ikke noget nybyggeri over Firefly. Besætningen er en spøjs blanding af folk, som bare gør, hvad de kan, for at få hverdagen til at hænge sammen. Hovedpersonen er den karismatiske Malcolm, som formentlig er det tætteste vi kommer på en ny Han-Solo. Han er desillusioneret, men en gavflab og ikke bange for at lave rav i den. Resten af besætningen er et sammensurium af tidligere soldater, en læge, en lykkeridder, en eskortpige, en slags munk/præst, en hjerteknuser af en kvindelig mekaniker og en mystisk teenagerpige, som ikke er helt normal. Man kommer til at holde af dem alle hver især for deres personligheder og ender med at sidde på kanten af sædet i hvert afsnit. Der er en fantastisk blanding af action, spænding, lidt gys og masser af tør humor, som jeg endnu ikke har set ramme ved siden af.

Men det uhyggelige skete - Fox stoppede serien, som de gør med de fleste af deres lovende serier. Heldigvis gav Joss Whedon ikke op, og i mellemtiden gik fans af serien i gang med den formentlig mest omfattende guerilla-marketing i verdenshistorien. Søg på "Firefly" på Google, hvis du skulle være i tvivl om, hvad jeg mener. Nu er jeg jo sådan set også skyldig i at gøre det samme, men det er i en god sags tjeneste. Firefly-boxsettet har konsekvent ligget lunt placeret på diverse salgslister på nettet, hvilket utvivlsomt skyldes, at fans har fået venner til at se serien, som er blevet hooked og har fået deres venner til at se serien og så videre. Som ringe i vandet. Whedon gik i mellemtiden i gang med at lave sin første spillefilm, som blev opkaldt efter pilotepisode - altså Serenity. Den fik anmelderroser uden lige, men blev alligevel kun en moderat succes - muligvis fordi markedsføringen var relativt afdæmpet. Jeg fik den heldigvis at se, mens den gik i biografen. To gange. Nu ligger den også her på dvd og venter på at blive set igen.

Selvfølgelig er det korte af det lange: Se serien. Stik mig en hat at gumle på, hvis du ikke kan lide den. Hvis du rynker på næsen ad sci-fi eller westerns, så glem det denne ene gang og giv Firefly en chance. Du vil ikke fortryde det. Der er vitterligt noget for enhver smag, medmindre du foretrækker at rulle dig i reality-shows.

I mellemtiden vil jeg og de andre browncoats sidde på kanten af sædet i spænding over de seneste udviklinger i sagaen om Firefly og Serenity.

Håbet er heller ikke ude endnu fra studiets side. Hvis Serenity klarer sig godt på dvd-markedet, kan der stadig blive tale om en efterfølger - eller hvem ved.. måske en serie baseret på filmen...

Ak ja, så kom det også til Danmark. Udover den vanvittige afgift på cd-medier foreslår SF nu (med blandt andet Copy-Dan og dennes formand Arne Würgler i ryggen) at man indfører afgifter på alle former for optageudstyr - som i realiteten vil være tættere på alle former for lagringsmedier.

Man kan dermed få lov at betale for sin musik på cd, betale for sin musik på iTunes Music Store - eller hvor man nu vælger at lægge sine penge - og bagefter få lov at betale for enhver enhed, der kan afspille dem.

Vi så jo, hvordan afgiften på blanke medier virkelig var en succes. Nåh nej, det var den jo ikke. Grænsehandlen eksploderede og man overvejer nu at sætte afgiften ned fra omkring ti kroner til tre kroner per cd. Skatteministeriet mener, at det vil være nok til at komme grænsehandel til livs.

Jeg ved ikke, hvordan I har det med cder, men for mig er det et brug-og-smid-væk-medie. Jeg brænder i perioder adskillige cd images om dagen for at teste software eller homebrew/abandonware til diverse konsoller. Ligeledes smider jeg filer over på en cd i stedet for en usb-key, hvis jeg skal have en spandfuld data med til et projekt. USB er ok, men samtidig lidt bøvlet. Jeg brænder også cder ud, som jeg har købt i iTunes - mest for at have en backup, for jeg spiller dem egentlig mest på computeren og iPoden. To kroner er fint. Jeg kan sagtens leve med at smide det ud af vinduet af og til. Fem kroner hver gang? Jeg kan sige så meget, som at mit arkadespilforbrug røg voldsomt nedad, da prisen gik fra to til fem kroner i sin tid. Lige pludselig var Operation Wolf ikke lige så sjovt. Det samme gælder for cder. Tre kroners afgift? Jamen det er da godt, at vi stadig har glimrende indkøbsforhold fra Tyskland, når politikere og brancheforeninger fortsat mener, at de har krav på en andel af noget, som slet ikke tilkommer dem i første omgang.

Kasettebånd gav i en vis udstrækning mening. Det samme kan man sige videobånd gjorde. Selv om man kunne anvende dem til at lagre data på, så var det trods alt et begrænset klientel i forhold til dagens forbrug af medier til alverdens ting. I dag bliver disse medier brugt til alt muligt - fotos, dokumenter, projekter, operativsystemer og alt andet, man kan lagre digitalt.

Det er ikke flere afgifter, som brancheforeningerne i Danmark bør få. De burde få et los i deres rektale område og besked på at følge med tiden. Vi har haft nettet som en del af manges hverdag siden '95. Hvor pokker har de været henne? Hvorfor er det først nu, at man begynder at kunne købe musik og film i elektronisk form? 10 år i net-tid svarer til noget lignende 100 års normaltid. Hvis man blot var interesseret i porno, så kunne man være glad, for den branche har hele tiden været med på noderne. De har i årevis leveret, hvad den øvrige branche først nu så småt er ved at have klar - og hvad de så kommer med er endda i ussel form.

Her i Danmark er vi så velsignet med, at det meste af det, man kan købe, bruger Microsofts bras til WMV og WMA, som ikke der understøttet af andet end Windows og sikkert heller aldrig bliver det. "Jamen det er også hvad de fleste bruger!", hører jeg lobbyisterne insistere. Ja, det er rigtigt nok. Og fortsæt i den retning - så har folk slet ikke noget valg, hvis de vil kunne købe jeres varer over nettet.

Jeg synes, at Sputnik er glimrende - i teorien. Jeg vil gerne give mine penge for at bruge det. Men fandme om jeg vil tvinges til at bruge en notorisk usikker browser og ditto operativsystem for at anvende det. Livet er simpelthen for kort til den slags. Hvis branchen blot indså, at deres salg ville eksplodere, hvis de tilbød deres varer i en god kvalitet, til en rimelig pris (her taler vi den egentlige omkostning for det relevante produkt plus en rimelig avance) og uden al det forbandede DRM-bras, som alligevel aldrig vil kunne beskytte ordentligt og kun er forbrugeren til besvær.

Ja, jeg er irriteret. Jeg er irriteret, fordi der bliver tilbudt et produkt, som jeg gerne vil betale (en rimelig pris) for, men som jeg er blokeret for. Mine reelle valg er at købe tingene på "gammeldags manér" eller at piratkopiere tingene. Jeg køber da også en del dvder. Dem kan man købe til fornuftige penge over nettet og man er sikker på, at de virker - selv på trods af de åndssvage regionskoder (men det er en diskussion til en anden gang). Sådan forholder det sig imidlertid ikke længere med cder. Onlineforretninger må nemlig ikke skrive, om et produkt er "kopispærret" eller ej. Sagt med andre ord må de ikke fortælle, om det produkt, de sælger, er et produkt som overholder cd-standarden, og dermed virker på alle cd-afspillere, eller ej. Jeg gider egentlig ikke almindelige cd-forretninger længere. Det tager for lang tid at finde det, man leder efter. Det er ofte besværligt at komme til at høre på cderne. Det er alt for dyrt. Hvad er der så tilbage af muligheder? Tjah, man kan kigge på iTunes Music Store. Der har jeg da også fået købt en del - omkring 20 timers musik - siden den startede i Danmark. Men der mangler ofte cder, som jeg er interesseret i. Hvad gør jeg så? Tjah, jeg gider faktisk ikke besværet med at støve tingene frem. Derfor får jeg ikke købt de relevante skiver. Min cd-samling stagnerer og jeg hører færre musik end nogensinde før. Det er ikke fordi interessen for musikken mangler, men de eneste inputs jeg får er et par netradioer og der kan være langt mellem guldet, når man ikke selv bestemmer tempoet.

Det forekommer mig, at nogen har sovet i timen. Alligevel vil de gerne have penge af mig, hver gang jeg køber et lagermedie eller en afspiller. Hvorfor? Hvad har de gjort for at fortjene det? Jeg begriber det ikke Er jeg stolt over at hedde Würgler for tiden? Ikke specielt. Men i det mindste kan jeg distancere mig kraftigt fra de holdninger.

Man kan trøste sig med, at regeringen er overraskende realistisk i dette tilfælde. Som Ellen Trane Nørby udtalte til ComOn: "Man er nødt til at være med på noderne i stedet for at fastholde afgifter på fysiske ting som blankbånd eller hardware. Når vi nu har valgt at tillade privatkopiering, skal det også være muligt at bruge de cd'er, man køber, på alle de platforme, man har til rådighed, og vi mener ikke, at man skal vælte det over på forbrugerne"

Musikindustrien - og især den danske - burde grave sig langt ned i jorden og vende tilbage, når de har en plan. Her er mine penge - lige indenfor rækkevidde. Jeg har ikke noget imod at skilles fra dem. Giv mig noget for dem! Endnu bedre: stik mig en tjeneste i stil med hedengangne Audiogalaxy og gør det let at købe en fysisk kopi/billigt at købe en digital. Så skal I se min tegnebog blive flad i en rasende fart.

Ja, det var en udfordring. Læns mig så - men indtil I er klar, kan I holde jeres kæft og nallerne for jer selv.

Hvis nogen stadig ikke skulle have stiftet bekendtskab med det finske band H.I.M. (nogle gange også stavet som i overskriften) - også kendt som His Infernal Majesty - så er det næsten imponerende. I hvert fald er deres nuværende single Wings of a Butterfly i heavy rotation rigtigt mange steder. Der var dog et eller andet ved den, som generede mig. Den var bestemt catchy og lød umiskendeligt som H.I.M. - men der var noget galt.

Her er det måske på tide at hoppe et par år tilbage i tiden. Mens jeg boede på kollegie, kørte jeg af og til fra Århus til Randers for at besøge familie og venner. Det skete ofte, at mørket var brudt frem, før jeg var på vej tilbage til Århus. Men jeg var sjældent alene, for det var ofte søndag aften, og søndag aften var der Spadestik på P3. Lige præcis denne aften var det et herrens vejr, så værtens dybe, tørre røst passede perfekt til den silende regn, som vinduesviskerne legede Sisyfos-og-stenen med.

Spadestik var ret unik på den måde, at det hver gang tog et nyt musikalsk emne op og gik i dybden med det - uanset genre eller periode. Med andre ord noget, der virkelig kunne åbne den musikalske horisont på lytteren. Uanset om man normalt ville høre den slags musik, så var det altid spændende at høre historien, udviklingen og få bredden med. Nuvel, netop denne aften præsenterede han H.I.M., som kort tid efter strømmede ud gennem højttalerne i langsom, majestatisk elegance med nummeret When Love and Death Embrace. Guitarens fylde var, som kunne den vælte mure - på samme måde som vandløbet kan nedbryde stenen. Samtidig var Ville Valos røst en skrøbelig modvægt til guitarerne med en bitter eftersmag af sørgmodighed.

Jeg købte pladen, efterfølgeren, så dem live og så var det lige ud af landevejen. Og dog. Jeg må nemlig indrømme, at jeg ikke har været ubetinget begejstret over efterfølgerne. Razorblade Romance havde ganske vist et endnu bedre cover af Chris Isaaks Wicked Game end det, der var på Greatest Lovesongs Vol. 666 og guitaren var endnu tungere. Men sørgmodigheden nærmede sig klynken. På senere udgivelser blev det kun værre, men uden guitaren fortsatte i den rigtige larger-than-life-retning. Og det er nok det, som irriterer mig ved den ellers fine popsang.

Emnet kom op, da jeg snakkede med en god kammerat, som deler mit ambivalente forhold til bandet. Det fik mig til at gå hen til cd-samlingen og gribe Greatest Lovesongs Vol. 666. Den kører nu på anlægget. Jeg savner det band. Heldigvis kan jeg sætte pladen på i ny og næ, og vende tilbage til de sene aftener med Spadestik og musikalske eventyr - og ikke mindst H.I.M. da de var allerbedst.

Det er fantastisk at vågne en morgen, hvor man frit kan rejse sig op fra sengen, strække sig og gå i gang med hvad man har lyst til. For nogle er det selvfølgelig ganske normalt, men takket være lidt blandede rygproblemer har der været lidt knirkeri om morgenen. Da jeg så fik lidt småinfluenza for en halv uges tid siden, betød det, at alt småknirkeriet forvandlede sig til et inflammatorisk helvede, hvor det ikke kunne lade sig gøre at sove en nat igennem uden meget langsomme og besværlige roteringer af kroppen og venten på muskler, der langsomt begynder at slappe af. Jeg vidste egentlig ikke, at influenzaen havde en direkte indvirkning på den slags, før jeg begyndte i fysioterapi. Men det har den - og sjovt nok især hos det mandlige køn. Kvinder mærker også noget til det, men forværringen er langt kraftigere ved mænd. Det lyder næsten som en røverhistorie - eller en undskyldning for den klassiske opfattelse af, at "mænd er nogle pyldrerøve", når de er syge, men jeg går stærkt ud fra, at fysioterapeuten ikke forsøger at løbe om hjørner med mig. Det ville heller ikke være særligt pænt gjort - før jeg er helt rask igen altså.

Men influenzaen må være på retur, for jeg har det fantastisk lige nu. Faktisk er forskellen så stor, at jeg føler mig helt rask, selv om jeg godt ved, at ryggen stadig er i udu - men jeg er ligeglad. Nu kan jeg i det mindste få ordnet nogle af de småting, som jeg har udskudt de sidste dage og komme i gang med skriveriet igen.

Når man så ofte er tvunget til at tage sig til panden over den fremmedgørelse af forbrugere og heksejagt, som både RIAA og APG lægger for dagen, er det mildest talt et velkomment strejf af frisk luft, når man hører om, at andre indenfor branchen synes, at RIAA er gået for vidt. Canadas største pladeselskab, Nettwerk Music Group (NMG), har besluttet sig at hjælpe en familie, som er ved at blive sagsøgt af RIAA for brud på opretshavloven. En af de kunstnere, som er blevet hentet af familien, er Avril Lavigne, som er i NMGs stald af kunstnere. NMG mener ikke, at retssagen er i kunstnerens bedste interesse og de har derfor besluttet sig for at betale alle udgifter forbundet med forsvaret - og eventuelle bøder, som skulle blive konsekvensen af sagen.

Som advokaten Charles Lee Mudd formulerer det, har RIAA misbrugt loven - den bør bruges som et skjold og ikke som et sværd.

Det er prisværdigt, at NMG og Mudd er realistiske i deres indstilling, selv om det er de bløde værdier, som de fremhæver. Undertegnede ville dog ønske, at man havde fremhævet nogle af de mange eksempler på, at faldet i musiksalg skyldes helt andre årsager og at P2P-netværk som hovedregel forøger indkøb af musik.

Man kan kun glæde sig til dinosaurerne dør (stod det til dem, havde jeg ikke kunnet lave det sidste link).

Man kan undres over, hvad der foregik i hovedet på folk, da George W. Bush blev valgt i første omgang. I anden omgang var der ingen undskyldning, selv om man i det hele taget burde forvente, at et land som USA kunne levere bare to personer, som var folkets stemme værd.

På et pressemøde i torsdags udtalte Bush: "My concern has always been that in an attempt to try to pass a law on something that's already legal, we'll show the enemy what we're doing". Ja, det er da lige sådan, det er.

Da en journalist stak hovedet ud og spurgte ham om, hvorfor han følte et behov for at omgå Foreign Intelligence Surveillance Act fra 1978. som kræver, at dommerkendelser er på plads, før man foretager aflytning, svarede han: "Wait a minute, That's a — there's something — it's like saying, you know, 'You're breaking the law.' I'm not." He said that the surveillance act "was written in 1978" and that now "it's a different world."

Ja, det er en anden verden. Og så alligevel ikke. Jeg husker i hvert fald ingen præsident i USA, som var så inkompetent, siden Nixons tid. Man kan kun håbe på en afsked med stil. Noget med retssager og eventuel lidt tid i fængsel. Det ville være en smuk afrunding på otte års terrorvælde.

Citatkilde: New York Times.

Det er på tide at få lagt noget her på hjemmesiden. Den bliver formentlig ikke opdateret udpræget ofte, men når jeg har noget at fortælle om. P.t. er der omkring en måneds tid tilbage til specialeafleveringen (1. marts) og en gang influenza truer med at slå sine kløer i mig. Masser af te, hexokain og varme kan forhåbentlig rette op på det. I mellemtiden formår en blanding af Ramones, Rancid og Tristania at holde mig ved bevidsthed.