Så offentliggjorde Nintendo navnet på deres næste konsol.

Jeg var egentlig glad for kodenavnet "Revolution", fordi det perfekt fangede det, som maskinen står for: En revolution.

De argumenterer for, at det står for "We" - at man samles om konsollen uanset aldersgrupper. De siger også, at det kan udtales af folk over hele verden. Det kan godt være, men jeg kommer bare til at tænke på en flash-animation med et egern, der siger "Weeeeee".

Efter et par hektiske dage, der blandt andet har budt på gensyn med gamle kammerater, flyttehjælp og familiebesøg, har dagen i dag været meget mere nede på jorden.

Jeg har fået indhentet lidt af det, jeg gerne ville have overstået og alligevel fundet tid til at slappe lidt af på sofaen til A Clockwork Orange. Til gengæld har det været lidt småt med appetitten, så aftensmaden kommer bare til at være lidt nudler. Bagefter er planen at ligge lidt ned på sofaen med PSPen og lade ryggen blive rettet ud, mens Django Reinhardt toner ud over anlægget.

Hver gang jeg sætter noget Django på, bliver jeg altid dybt imponeret. Så kommer jeg i tanker om, at manden kun spiller med to-tre fingre, og så bliver jeg endnu mere duperet. Skulle du ikke være bekendt med Django, så kan jeg anbefale at læse lidt på wikipedia om ham.

Nej, det er ikke fordi jeg er begyndt at gå ind for et Herrenvolk, men bare fordi The Dwarves selv er skingrende gale.

På deres tidligere plader har de kastet sig rundt mellem melodiøs punk med lidt surf-guitartendenser og hardcore - og på det seneste har de også flirtet med industrial. Er de kommet sig over det? Næh, nu har de bare fuldstændig mistet forstanden. Men hvad kan man forvente af et band med Blag Dahlia, HeWhoCannotBeNamed, The Fresh Prince of Darkness, Wreck Tom og Tazzie Bushweed... Bandet påstår forøvrigt stadig, at HeWhoCannotBeNamed er afgået ved døden, selv om han optræder med bandet live. Han optræder stadig nøgen og deres shows varer stadig omkring 15 minutter.

På The Dwarves Must Die (udgivet på det nye label Sympathy for the Record Industry) er de gået et skridt videre og leger med både hip-hop, hardcore, kirkemusik og alt midt imellem. Dog ikke uden at kaste sig ud i singalong-punk. Medvirkende på pladen finder man blandt andet Dexter Holland (nok bedst kendt som forsangeren i Offspring), Nash Kato fra Urge Overkill, Spike fra Me First and the Gimme Gimmes og, uden at overdrive; mange flere.

Som sædvanlig er deres cover noget for sig selv, men det kan man jo allerede se ude i siden. Som bonus er der til gengæld her en lille bid fra baggrunden på deres hjemmeside:

På deres myspace blog ledte de også for nyligt efter kvinder til at straffe dem i deres nye video. The Dwarves har været slemme. Meget slemme. Og de ved det godt. Derfor vil man i deres næste video se en masse nydelige unge kvinder gennemtæske det formastelige band i nøgen tilstand. Det er vel at mærke kvinderne, der beholder tøjet på. Hvorvidt det også går ud over det nye, kvindelige medlem, melder historien ikke noget om.

Pladen er helt fantastisk. Der er intet band i verden, der lyder som The Dwarves. Men tag ikke mit ord for det. Gå ind på hjemmesiden, og hør nogle mp3er eller se videoen til Salt Lake City. Så vil du samtidig også forstå, hvorfor The Dwarves aldrig nogensinde bliver lige så store, som så mange andre bands, selv om deres talent muligvis er langt, langt større.

En kold forårsdag
Saltstænger og lidt agurk
En perfekt modvægt

Nogle dage er det rart at grave sig lidt ned. At lade som om omverdenen bare kan rende og hoppe. Måske endda rent faktisk lade den rende og hoppe for en enkelt dag. Den gjorde det trods alt fint, før man kom til verden og bliver formentlig ved med det længe efter man er væk. Det uanset at man siger, at hver gang et menneske dør, forsvinder et helt univers.

Det er nok rigtigt. Der er ikke to, der er ens, selv om verden som sådan ikke ændrer sig. Den ser bare forskellig ud, alt efter hvor man står. Herfra hvor jeg står, ser verden våd og kold ud og jeg gider ikke lege med den. Det er på tide at rulle persiennerne ned, rulle sig sammen i yndlingsmøblet med Haruki Murakamis Dance Dance Dance og nippe lidt til kaffekoppen med jævne mellemrum.

For de folk, som gerne vil have en af de nye Macs, men af en eller anden grund er afhængig af et eller flere Windows-programmer eller hardware, der kun er Windowsdrivere til, er der nu en uofficiel "officiel" løsning fra Apple kaldet Boot Camp. Den hjælper med at ompartitionere harddisken og har alle driverne til Windows samlet.

Når man starter maskinen, skal man bare holde en tast nede og vælge hvilket af OSerne, man vil køre. Det bliver næsten ikke lettere. I hvert fald ikke før Mac OS X 10.5 kommer ud, hvor der er rygter om, at Windows kan køre samtidig med Mac OS, hvis man har en kraftig nok maskine.

Nu blev der i hvert fald en undskyldning mindre for ikke at hoppe over på den grønne side af hegnet

Det er bizart, når man vågner op en dag, og alt bare gør helt vildt usandsynligt ondt i forhold til, hvordan man havde det dagen før. Det er endnu særere, at et par timer på sofaen resulterer i, at man stadig er træt, men at smerterne er tilbage på det niveau, hvor de var dagen før. Ikke om jeg fatter det.

Nu vil jeg se, om jeg kan skubbe den værste søvnighed væk med en spand kaffe. Mmmmm. Kaffe.

Mens jeg skriver dette indlæg, sidder jeg og lytter til en DR podcast, som er uhyre underholdende. Det er en del af deres nye tema-sektion, hvor de graver guld frem fra arkiverne.

Jeg hører nogle interviews af Karl Bjarnhof, hvor han taler med så vidt forskellige folk som Jens Otto Krag, Osvald Helmuth og forfattere som Karin Michäelis og Thit Jensen. Michäelis er underholdende, lidenskabelig og beleven, selv om hun tydeligvis er i sit livs efterår. Thit Jensen er mildest talt kontroversiel og har fut i mundtøjet.

Det kan anbefales at lægge øret til. Hvis du mangler software til at håndtere podcasts, er iTunes gratis og fremragende til formålet.

Man ser dem aldrig. De lusker altid rundt uden for synsvidde. De er formentlig en slags dæmoner. De sørger altid for at dække sig ind fra enhver tænkelig vinkel. De er hadet af de fleste som en moderne sheriffen af Nottingham og formentlig kun elsket af indehaverne af de pengetanke, hvor deres indkasseringer lander.

Jeg taler selvfølgelig om p-vagter. I dag fik jeg lejlighed til at inspicere en på samme vis, som han nøje inspicerede den ulovligt parkede bil i baggården. Jeg så desværre ikke det fulde ritual fra begyndelsen, men jeg tror jeg fik en ganske stor del med. Der var to biler i gården og kun den ene endte med at få den forhadte seddel i forruden.

Carpark-manden cirklede rundt om begge biler mange gange, mens han skriblede løs i sin lille blok, af og til kiggede på sit armbåndsur, og slutteligt fandt et digitalkamera frem og fotograferede bilen en gang bagfra og tre gange forfra - de to gennem forruden på bilen ind mod sæderne. Formentlig for at vise, at der ikke lå en parkeringstilladelse synlig i forruden.

Fælden klappede grundigt. Den ældre herre kneb øjnene sammen, kiggede op mod solen og cyklede ud efter sit næste offer.

Det er en utroligt frustrerende oplevelse at besøge folk, som stadig lever i verden, som den så ud for tyve år siden. Hvad mener jeg med det?

Husalteret bliver startet ved nyhedstid og så kører det ellers videre resten af aftenen på diverse programmer - uanset om de er interessante eller ej. Det er ganske enkelt utænkeligt at slukke for skidtet, før det er sengetid. Min tålmodighed rækker ikke til at sidde passivt og stirre på mere eller mindre hjernedøde programmer ved høj lydstyrke og måske udveksle en kommentar hvert tiende minut.

Jeg kan til nøds gå med til at se en film, hvis den ikke bliver maltrakteret af reklamer og forkert beskæring undervejs. Jeg foretrækker dog klart at kunne trykke på pause og lave noget andet, hvis jeg kommer i tanker om noget, jeg skal have overstået, eller hvis noget andet midlertidigt kræver min opmærksomhed.

Det resulterer i, at jeg enten går min vej eller tager et par hovedtelefoner på og griber laptoppen, så jeg kan beskæftige mig med noget - og ikke mindst høre noget musik i stedet for den blandede støj, som et TV har for vane at udsende. Gør det mig til asocial? Det kan vi da godt sige. Jeg ville dog ti gange hellere slukke for braset og snakke med folk - eller måske spille et brætspil eller gøre noget helt andet. Alt andet end at stirre passivt ind i en kasse med flimrende, dårlig underholdning.

Måske er jeg i virkeligheden den, der er gammeldags. Da jeg var lille, var det i hvert fald min mor, der prædikede om ikke at se for meget TV. I dag er jeg i det mindste ikke tossekassens slave. Jeg ved ikke, om det er en fordel - jeg ville da ønske, at fjernsyn ikke drev mig til vanvid, men det gør det.

OK. Nu har jeg siddet og rodet med emnet i mit speciale i pænt lang tid efterhånden uden at finde konkrete eksempler på lignende materiale. Jeg var lige inde på Wikipedia for at verificere noget, og i mellemtiden har nogen tilføjet to serier, som er yderst relevante. Suk. Så skal der researches mere - om ikke andet for perspektiveringens skyld.

Jeg vil ha' en Google, der kan sætte verden i orden som en relationel database. Helst lige nu, tak.

Så er der kaffe-shot nummer to.

Samtidig blev jeg lige ringet op og fik at vide, at min moder vender tilbage noget før end regnet - og hun medbringer kage til kaffen. Så er eftermiddagen reddet. Måske kan et hurtigt sugar rush også hjælpe med at forøge produktiviteten lidt.

---
Lytter lige nu til ''Bleed On'' af The Dwarves

Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvordan kan man vågne op efter 9 timers dyb søvn og stadig føle sig som tredjedagen på Roskildefestivalen? I går fik jeg kun seks timer og fungerede rimeligt. Det plejer for mit vedkommende at være 8 timer, der er "the sweet spot". Så er jeg veludhvilet og klar til kamp. I dag havde jeg også sat alarmen til at ringe efter otte timer, men da jeg vågnede tænkte jeg "puha, den går ikke". Så satte jeg uret 25 minutter frem og prøvede igen (jeg prøvede at ramme power nap'ens længde). Intet held. Så prøvede jeg en gang til. Jeg var stadig i stykker. Så var der vist ikke andet for end at stå op. Især når man nu har lovet at drøne op til sit mødrende ophav og være hundepasser, fordi hun er taget på shoppingtur i dag.

Om ikke andet så er det en undskyldning for at lave en god, solid kop kaffe, som kan virke som en godmorgen-kæberasler. Morgenmaden er så absolut mit yndlingsmåltid på dagen. Dels fordi man kan drikke kaffe til og dels fordi jeg elsker ost på hjemmebagt brød - for tiden en gouda.

Mon jeg kan falde i søvn i ordentlig tid, hvis jeg drikker noget koffeinholdigt nu? Mmmm. Koffeinholdigt.

Jeg har været lidt i tomgang hele dagen. Nok mest fordi jeg kun fik seks timers søvn efter koncerten i går, men lige nu har jeg ikke engang lyst til at gå i seng. Jeg har lyst til en kop... grøn te. Tror jeg. Der er heller ikke så meget koffein i. Jeg tror, jeg satser på, at det går.

---
Lytter lige nu til ''Depression'' af Black Flag

Det er ikke kun i medierne at aprilsnarer dukker op. Selv på den ærværdige Commodore 64 dukkede der en aprilsnar op i år.

En "256 byte intro".

En lille vektorkube, som kører "one-frame" (demosprog for lige så hurtigt som skærmen kan opdatere). Folk kommenterede da også, at den kørte hurtigere end øjet kunne opfange det. Eller at man bare skulle rotere monitoren for at få totalt flydende rotation af kuben.

---
Lytter lige nu til ''Death To Dance'' af Business

Na-na-na-na-na-na.

Tiden går hurtigt, når man tænker på, hvor lidt jeg har fået fra hånden i dag. Men det er vel sådan, det skal være, når man har været i byen dagen før. Og det var jeg - for første gang i umindelige tider. Det var tiltrængt. Det inkluderede en koncert med Rock Hard Power Spray. Jeg havde været inde og sniglytte lidt på deres musik på myspace, før jeg tog til koncerten, men derudover har jeg faktisk hverken set eller hørt noget til dem før, selv om min kammerat ellers siger, at de både er blevet spillet i radioen og vist på TV. Oh well.

Numrene rykker ikke specielt godt på skiver, men for pokker hvor de holder live. Der var fuld knald på, de spillede uforskammet tight og var generelt veloplagte. Det eneste kritikpunkt jeg har, er vist, at de rent faktisk gik i gang til tiden og derudover spillede de ikke særligt længe. Det var short, but sweet.

I mellemtiden har jeg genåbnet min konto på Emusic.com. Det er den største uafhængige musikforretning på nettet og priserne er ret fornuftige i forhold til de andre forretninger. Det er langt fra lige så godt, som det var i gamle dage, hvor man betalte et fast beløb om måneden og derefter frit kunne hente alt det, man havde lyst til. På den anden side kommer man ret langt med 90 sange om måneden for $20 (der findes også billigere løsninger) og der er ingen begrænsninger på musikken, hvilket naturligvis er værd at betale ekstra for i sig selv. Grunden til at jeg gik tilbage var, at jeg indså, at jeg egentlig ikke havde fået købt en del af den musik, som jeg gerne ville, og at de bands som hovedregel alligevel lå på Emusic. På den måde kan jeg købe den musik, jeg vil have, og de sange, der måtte blive tilovers, kan så blive brugt på noget musik, man ellers ikke ville få hørt.

I denne omgang er det blevet til Pennywise, Minor Threat (2 stk), 7 Seconds, The Dwarves (2 stk), Business, Black Flag og The Bruisers. Det burde også være nok til en lille måneds tid.