Lidt tidligere på dagen tog jeg mig lige sammen og kastede lidt mel, lidt vand, lidt gær, lidt sukker, lidt salt og lidt olie ned i en beholder med tefaloverflade, som jeg satte ind i min 600W AFK BM-2. Lige siden jeg faldt over den i Netto til omkring 280 kroner har den været en uundværlig del af dagligdagen. Nu varer det ikke længe, før den fortæller mig med 8 bip, at brødet er færdigt.

Det er ellers ikke fordi, jeg ikke kan finde ud af at bage noget brød på gammeldags manér. Det har jeg gjort en del. Det er bare det, at jeg ved, at så skal man til at holde styr på tiden og der er så meget rengøring bagefter, at det ender med, at jeg aldrig kommer i gang med bageriet. Det gør jeg til gengæld med min lille brødbagende ven. Der bliver typisk bagt brød to gange om ugen og det bliver perfekt hver gang.

Skulle lokummet brænde og man indser, at man har glemt at bage brød, så kan man smide noget ekstra gær i og stå med et færdigt brød i hænderne 58 minutter senere - en proces som normalt tager lige under 3 timer.

Hurra for automatisering af ting. Så kan man lave noget andet imens. Nu mangler jeg bare en robot til at lave noget kaffe eller hente et glas saftevand. Nå, men lidt må man vel selv gøre. I det mindste bliver min entré i mellemtiden støvsuget af et af de andre, små hjælpsomme kræ.

Så har Apple netop afholdt en keynote, og et par nye produkter blev præsenteret.

Blandt andet et minianlæg til iPoden, som tilbyder ultrahøj lydkvalitet, men som samtidig kan køres via en håndfuld D-batterier. Prisen? $349.

Hvad jeg fandt langt mere interessant var de nye Mac Minier. Der er blevet langt hurtigere og koster nu fra $599 til $799. De kan sættes direkte til et fjernsyn, kommer med en fjernbetjening og Front Row-softwaren, som nu har fået understøttelse for Bonjour-deling. Det vil sige, at Front Row kan afspille alt, som bliver delt via iTunes på PCere og Macs på samme netværk og desuden understøtter det fotodeling i iPhoto. Hastigheden er forøget mellem 2.5x-5.5x og der er både trådløst netværk, gigabit-netværk, flere USB-porte og desuden mulighed for dvd-brænder i største model.

De kommer selvfølgelig stadig med iLife '06 pakken ligesom de andre nye Macs. Nå, det må lige blive en af de store til skrivebordet og en af de små til fjernsynet.

(update: nu med billeder)

Jo mere jeg leger med last.fm, des mere begejstret bliver jeg. Nu er det muligt at følge med i, hvad der hitter lokalt her via den fine lille top 10-liste ude i siden. Klikker man på listen, får man en mere avanceret statistik samt en oversigt over de senest afspillede numre. Det er nu lidt smart.

For nyligt dukkede Democracy-playeren op og blev dækket vidt og bredt. Jeg hentede den ned, men det var også alt, det blev til. Havde jeg vidst, hvad jeg havde hentet, havde jeg sikkert startet playeren noget før.

Hvad er det så? Hvis du har prøvet podcast-delen af iTunes, har du en nogenlunde idé om, hvordan interfacet virker.

Ok, så det er ikke helt så rent i linjerne som iTunes, men jeg synes bestemt ikke, at det er en øjenbæ.

Man kan sortere de tilgængelige video-feeds efter popularitet, kategorier, alfabetisk, dato og tags. Til at starte med er popularitet ganske god, for man får bestemt nogle af de bedre videoer - for eksempel hvis man vælger de mest populære på del.icio.us.

Når man har valgt nogle feeds, er det bare at læne sig tilbage, indtil Democracy fortæller, at den har noget at se på. I Mac OS X ser det sådan ud:

Man hiver derefter bare Democracy frem igen og går ind under nye videoer. Der kan man se en liste over de videoer, man har set, og dem, man endnu ikke har set:

Jeg lod den hente lidt løs i går aftes og så derefter små klip, indtil jeg var klar til at gå i seng. Var der noget godt imellem? Åh jo. Der var et par gode, som jeg havde set før og et par stykker som var so-so. Der var hele 7, som var så gode, at Democracy fik besked om at lade dem ligge på harddisken. Hvis man ikke gør det, sletter den automatisk efter 5 dage. Det er en meget god måde at sørge for, at harddisken ikke bliver helt spændt til bristepunktet.

Democracy er open source (GPL for at være mere præcis) og kan hentes på Get Democracy til både Mac OS X, Windows og Linux.

Der findes fine biler, dyre biler, eksklusive biler, lækre biler, hurtige biler, komfortable biler og et utal af andre kombinationer af adjektiver og biler. Men der er nogle, der bare skiller sig ud fra mængden. I Project Gotham Racing 2 stod især Ferraris Enzo og Koenigsegg ud fra mængden.

Nu er der en ny Koenigsegg på vej, og ord kan ikke yde den retfærdighed. Sådan en vil jeg have. Engang.

Det ser ud til, at der langt om længe er kommet gang i Kuro5hin igen. Det er dejligt. Det er lidt et særligt sted i forhold til resten af nettet. Selv om man kan distrahere sig med bash.org, Digg, Slashdot, Google News og spandevis af andre sider, så har historierne på Kuro5hin det med at være lidt mere vedrørende.

Uanset om det er politik, fabuleringer, rejsebeskrivelser eller oplæg til diskussioner, så er der næsten altid noget spændende på tapetet. Som det kan forventes, er der også mange klaphatte, der skriver kommentarer, men nøjes man med selve historierne, kan man sagtens nyde siden, uden blodtrykket ryger i vejret. Det gør sig selvfølgelig også gældende på de andre større community sites.

Nå, tilbage til det nye kuld af artikler på Kuro5hin

Nu hvor Depeche Mode-feberen raser i Danmark, er det oplagt at se på, hvad der ellers er at finde indenfor samme kategori.

Jeg blev for nyligt introduceret til det canadiske band The Birthday Massacre, som på sin vis minder meget om Depeche Mode. Det adskiller sig dog heldigvis nok til, at det ikke lyder som et rip-off. Faktisk rammer The Birthday Massacre lige præcis de elementer, jeg kan lide ved Depeche Mode, uden at vade rundt i de elementer, jeg ikke er så glad for.

Jeg har altid haft et noget ambivalent forhold til Depeche Mode, fordi jeg på den ene side godt kan lide melodierne, men på den anden side bliver det hurtigt for meget med den uendelige negativitet rent musikalsk. Man fristes til at tro, at de aldrig har slået en dur-akkord an.

Det er ikke fordi The Birthday Massacre ikke kan lyde negative, men der er balance i tingene. Hvis jeg skulle beskrive bandet med en sammenligning, så skulle det være en blanding af Depeche Mode og Blondie - men med en moderne lyd og lidt mere rå nerve på lyden. Deres visuelle udtryk passer egentlig meget godt til deres musik. Lidt pænt, lidt poppet, lidt gotisk, lidt 80er, lidt androgynt men stadig med masser af bund og ikke mindst gode melodier. 80er-tendensen kommer især til udtryk i deres cover af Limahls Never Ending Story...

De har p.t. udgivet to skiver. Det drejer sig om Nothing and Nowhere og Violet. Det kan anbefales at kigge efter dem begge, hvis du tror, bandet er noget for dig.

Jeg er ikke den store fan af Flash, men af og til dukker der noget op, som fuldt ud retfærdiggør dets eksistens. Strongbad er et godt eksempel.

Men jeg har ikke set noget, som kommer op på siden af Guitar Shred Show - kombineret guitarlir med indbyggede lektioner og jam.

Konceptet er pænt sært. Vi har den her super guitar-sensei på en ø (som i øvrigt er holdt lidt i stil med The Curse of Monkey Island), som åbenbart ikke rigtigt laver andet end at meditere og spille vild spade.

Her kommer det blærede så ind: Alle relevante fingerbevægelser er genskabt i animeret form og man kan se tabs til hvert eneste af de vilde guitarstunts, som Mr. Fastfinger kan lave. Det er med andre ord bare at gribe guitaren og øve sig.

Men det er ikke det hele. Der er også en jam-mode, som er mere end almindeligt underholdende. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at du har en idé om, hvad der venter, hvis du har set Crossroads. Altså den rigtige og ikke den, der er til grin. Prøv det. Prøv det. Der er næsten lige så mange overraskelser i som i et Kinder-æg.

Hvis I vil have mig undskyldt... jeg har nogle riffs, jeg skal øve mig på.

Når nu musikbranchen gør alt hvad de kan for at hindre folk i at blive eksponeret for ny musik, så er det godt, at der er andre, der kan gøre noget ved det.

To af mine yndlingsprojekter for tiden er henholdsvis Pandora og Last.fm. De virker lidt på samme måde, men har alligevel hver sin indgangsvinkel til opgaven.

Pandora virker lige ud af æsken. Indtast en kunstner eller en sang, som du kan lide, og den vil spille flere sange i samme stil. Den forklarer endda hvilke karakteristika, der gør, at kunstnerne bliver valgt.

Jeg prøvede med Bad Religion og resultaterne var slet ikke ved siden af. Interfacet ser sådan ud:

Dens forslag er egentlig meget godt ramt. Bad Religion, Pennywise, All og NoFX ligger alle i mere eller mindre samme genre.

Hvis der skulle være nogle numre, som man ikke bryder sig om, så trykker man på "Guide Us"-knappen og får blandt andet følgende valg:

Desværre findes der i øjeblikket kun et webinterface til Pandora, hvilket nok betyder, at jeg ikke kommer til at bruge det så meget, som det egentlig fortjener.

Last.fm kan fungere på samme måde, da du kan hente radioklienten og indtaste en kunstner, hvorefter den vil spille musik, som minder om det indtastede. Det fungerer nogenlunde lige så godt som Pandoras radio, og man kan også vælge hvilket musik man kan lide og hvad man aldrig vil høre igen. Til gengæld kan man også søge i tags. Tags er mærker, som andre folk har sat på det musik, de har lyttet på, og det kan være alt mellem himmel og jord. "Relaxing", "driving" og lignende udover genrebeskrivelser.

Det mest snedige ved Last.fm er dog, at man kan installere en plug-in i sin medieafspiller (iTunes, Winamp) og alt hvad man spiller bliver efterfølgende registreret. Når man har spillet et vist antal numre, begynder den at sammenligne med andre brugere og registrerer musikalske naboer. Man kan derefter vælge at høre "neighbour radio", som spiller musik, som du måske aldrig har hørt, men som der er en stor sandsynlighed for, at du vil kunne lide.

Hvis du har en iPod eller en Xbox med Xbox Media Center bliver afspilninger på disse også registreret (dog bliver netradio på sidstnævnte desværre ikke medregnet).

Det er også en meget sjov måde at holde styr på, hvad venner og bekendte hører på for tiden. Man kan registrere sig som venner og hurtigt få adgang til statistikker om hinandens musikvaner.

Jeg kan anbefale at prøve begge - men Last.fm får den mest helhjertede anbefaling med, fordi den er lidt bedre til at udnytte den information, som allerede er tilgængelig.

Som en lille opfølger til Goowy-indlægget fra i går tog jeg og installerede Goowy Desktop på en PC for at se det i aktion.
Det gør det faktisk lidt mere interessant allerede. Det virker som en letvægtsudgave af Konfabulator (nu Yahoo Widgets). Det er ganske godt lavet, fordi de ting, som man kun har brug for at se nærmere på ved nogle lejligheder, pænt bliver til miniatureudgaver, når de ikke er aktive

Jeg tog lige et screenshot, for at I kan se det i aktion. Det skal lige påpeges, at docken til venstre ikke er en del af Goowy Desktop.

Hvis du ofte er på farten og ikke altid slæber rundt på din egen bærbar, kan det være meget praktisk med al information samlet et sted.

Goowy forsøger at være en løsning på det, og jeg synes slet ikke, at det går spor ringe. Man får tildelt 2 GB plads og en email-adresse @goowy.com. Man får så en mailklient, som man kan bruge som interface til sin pop3-konto eller sin yahoo/msn/gmail. Derudover får man widgets, hvor man for eksempel kan overskue RSS-feeds, se flickr-billeder, videoer og andet. Man får også en kalender, adressebog og sågar nogle spil, som man kan fordrive tiden med.

Det hele kører i browseren (det er Flash-baseret, men overraskende hurtigt) og man kan ellers hente en desktopklient ned (som p.t. kun findes til Windows, men en til Mac OS X er på vej), så man effektivt får Goowy på desktoppen. Er det smart? Kan man bruge det til noget?

Ja og nej. Der mangler stadig nogle småting, før det giver mening at køre det i den store stil, men der er udvidelser på vej. Allerede nu er det fint, hvis man ikke bryder sig om sin nuværende webmail eller har brug for et webinterface til sin pop3-mail. Ligeledes er widgets-siden også fint funktionel.

Men det, der mangler mere af, er applikationer. Notesblok, instant messaging og andre småting. De er dog allerede under udvikling, og med tiden kunne Goowy godt gå hen og blive rigtigt stort. Indtil da er det en fin legeplads og en glimrende mailklient. Check det ud - det er gratis.

Efter at have sparket lidt genert i jorden og kigget undvigende til siden må jeg sige, at det da går fremad. Men det går ikke så hurtigt, som jeg gerne så det. Jeg har ikke fået produceret så voldsomt meget nyt indhold (kun et par sider), men til gengæld har jeg fået styr på resten af specialet. Det vil sige, at jeg har fået formatteret det efter style-guiden, fået finpudset indholdsfortegnelsesgeneratoren, så det også er lidt lettere for mig selv at finde rundt i specialet, og generelt fået rykket rundt på indholdet, så det efterhånden står, som det skal.

I mellemtiden er jeg blevet utroligt glad for Pages, som er en del af Apples iWork-pakke. Jeg har før skrevet afleveringer i Pages, men det er første gang, at jeg lige tog tiden til at gå i dybden med det. Det var naturligvis noget, som jeg skulle have gjort noget tidligere. Det havde i hvert fald sparet en del hovedpine med hensyn til formattering af sider. Nu er den til gengæld sat op, så den automatisk skifter til korrekt formattering efter en ny overskrift - og igen til en anden formattering til de efterfølgende afsnit (for det første afsnit skal være anderledes end de efterfølgende i akademiske opgaver). Ligeledes finder den ud af at skifte tilbage til almindelig brødtekst-opsætning efter jeg har indsat et længere citat og så videre.

Jeg var dog stadig nødt til hurtigt at løbe specialet igennem med formatteringskammen, for det har naturligvis kun indvirkning på nyere afsnit. Men det var ikke mere besværligt end at sætte markøren i et felt og trykke en enkelt gang på den rette style-klasse. Det er lige før, man får lyst til at skrive noget mere i Pages, bare fordi det er så forbandet let, når man lige lærer det at kende. Jeg er glad for, at jeg satsede på outsideren, for jeg kender Word godt nok til at vide, at jeg havde grædt snot nu, hvis jeg havde siddet og kæmpet med det i stedet. Open Office var også en mulighed, som jeg ville have prøvet, før jeg var faldet tilbage til Word, hvis det hele var gået galt, men det er noget tungere at danse med end Pages, så det var regnet som en nødløsning.

En ting jeg nyder ved Pages er, at man selv bestemmer, hvor meget det skal fylde. Lige fra ultraminimalistisk til øjeblikkelig fuld kontrol over alle aspekter (sidstnævnte er noget Word til Mac OS X faktisk også har, selv om det ikke er så god til at holde sig til det minimalistiske).

Med andre ord kan det se ud som det her:

Eller superminimalistisk som her:

Jeg er vældigt glad for minimalistisk, når man skal være produktiv. Det er rart, at programmet bare blander sig udenom, så man kan koncentrere sig om at skrive. Det er Pages rigtig god til. Hermed en varm anbefaling herfra.

...and I'm all outta gum.

Efter et par ugers nedetid takket være knas med ryg, hofte, manglende medicin og andet godt, er fokusen ved at være tilbage. Det er til gengæld blevet crunch-time, så nu SKAL specialet ned med nakken - med al djævelens vold og magt. Jeg havde forsvoret, at jeg skulle sidde i lort op til halsen denne gang, men desværre er man aldrig helt selv herre over den slags.

Der er to uger tilbage, jeg har kaffe i skabet, fryseren fuld, det er lyst udenfor og jeg har persiennerne trukket for... Hit it!

(Ja, der er bonuspoint at score ved at spotte parafraseringen)

Hvad pokker går der galt, når begge forældre ringer og vækker en, før man skal op, når de begge ved, at døgnrytmen er forskubbet?

Ja, det er vældigt sjovt at grine af, at "nå, du er nok ikke oppe endnu, hva?". Nej, gu er jeg ej. Jeg arbejder bedst om natten, når jeg skal skrive i længere perioder. Til gengæld er dagen i dag ødelagt hvad angår skrivning. Det er noget halvtungt snask at jonglere med, og man kommer ikke længere end en enkelt linje ad gangen, når man er træt. Tak for det. Jeg har også kun en deadline, som skal nåes.

I aften bliver mobilen slukket og ip-telefonen rykket fra. Så kan omverdenen rende mig.

Nogle gange er humøret i sådan et hjørne, at man ikke kan nøjes med at høre et enkelt band eller sågar en enkelt genre. Et hurtigt kig på min playliste gør mig lettere foruroliget. Det må være mindst 10 forskellige personer, som har sammensat den. Måske er der bare tale om en seriøs gang personlighedsspaltning? Døm selv.

Her er en del af listen; Tidens popmusik:
(nu opdateret til at være mere informativ - indlægget blev for lang til softwaren før :-/ )

Moby, Ozzy Osbourne, The Proclaimers, Guns N' Roses, Judas Priest, Rammstein, Mötley Crüe, Lacrimosa, As I Lay Dying, Bloodhound Gang, The Cure, Gorillaz, Tunnel Allstars, The Faders, Tarkan, Prince, Melissa Auf der Mauer, Dropkick Murphys, Roy Orbinson, Steppenwolf, Madness, Katie Melua, Biohazard, The Donnas, Depeche Mode, LL Cool J, Pain, NoFX, Alice Cooper, Franz Ferdinand, Ash, TV-2, D-A-D, Caesars, Eminem, Tracy Bonham, Xiang Xiang, Jane's Addiction

Med fare for at det drukner i bug reports til Internet Explorer 7, vil jeg lige påpege, at Opera har sneget en ny version af deres browser ud. Den kan hentes på snapshot-siden til både Mac OS X, diverse *nixer og Windows. Der er mange forbedringer, men nogle af de mest interessante er tilføjelse af bittorrent-understøttelse direkte i browseren, blokering af indhold (som reklamer), widgets og thumbnails. Sidstnævnte viser en miniudgave af den side, hvis tab man holder musen hen over.

Browseren er også blevet endnu hurtigere på de sider, jeg besøger - og den var i forvejen den hurtigste. Umiddelbart lader den også til at være stabil. Jeg har i hvert fald testet den en del allerede, og har ikke haft nogle problemer.

Politik eller humor? Humor eller politik? Svært at vælge kategori til denne. Den er måske den bedste satiriske tegning, jeg hidtil har set her i al balladen. Hvorfor? Fordi den både viser den manglende forståelse fra danskernes side, dobbeltmoralen fra de fundamentalistiske muslimers side og i øvrigt er stilen ganske cool. Med andre ord er det rigtig satire og ikke bare provokation, som det var tilfældet i de værste eksempler blandt JPs tegninger. Jeg fik desværre kun et direkte link til et foto-dump-site og ved ikke hvorfra billedet oprindeligt kommer, men nu bliver det genbrugt:

Her på det seneste har jeg jævnligt vadet til fysioterapi for at vise ryggen, hvem der bestemmer. At hoften så begyndte at skabe sig undervejs var uventet. Nuvel, jeg fik nogle kiler til at lægge i skoene, for ligesom at vise hoften, at den ikke skulle blande sig i opgøret. En dag vågnede jeg dog op med noget, der føltes som en let forstuvning. Jeg besluttede mig derfor for at vente på, at det gik over, før jeg skiftede over til de større kiler, jeg i mellemtiden havde fået. Som tænkt, så gjort. Så jeg smed den nye, større kile i og gik rundt med den uden problemer. Da jeg vågnede næste dag, var min ankel til gengæld omtrent den dobbelte størrelse af normalen og at støtte på den var ikke en reel mulighed. Suk. Hos fysioterapeuten fik jeg en ordentlig gang støtteplaster på, så den kan hele i den rigtige position. Heldigvis betyder det også, at jeg kan støtte forsigtigt på den. Han var ganske overrasket over udviklingen forresten.

Men det er sgu lidt sært at vågne op en morgen og have en voldsomt forstuvet fod. Det kan ikke anbefales.

Our house... in the middle of the street. Our house.

Ja, det var sgu tider. Men der er godt nyt: Det er stadig gode tider. Madness dukkede op ud af det blå med en ny skive : The Dangermen Sessions Vol. 1 - med et pænt blæret cover forøvrigt:

Men hvad så? Er de håbløst fanget i 80erne? Ja og nej. Heldigvis. De har faktisk taget et par 80er- (og ældre) sange under behandling. Blandt andet The Kinks' Lola, The Supremes' You Keep Me Hanging On (som nok i dag bedre er kendt i Kim Wildes version), og en calypsoklassiker fra 60erne i form af Shame & Scandal in the Family. Især sidstnævnte holder vanvittigt godt under Madness' kærlige behandling og teksten er ret morsom.

Der er en del up-beat reggae på skiven, så den er faktisk ret oplagt som baggrundsmusikken til en hyggelig aften med vennerne og et par øl, vin og hvad der ellers måtte høre til. Men den holder skam lige så godt, når man hører den til daglig. Det er næsten umuligt at være i dårligt humør, når man hører den.

Produktionen på den er lækker. Alt står klart og tydeligt i lydbilledet - lige fra bassen til hornene, vokalen og det bizarre elorgel, som de af og til hiver frem. Det var først efter, jeg hørte The Dangermen Sessions vol. 1 at jeg indså, hvor meget jeg egentlig har savnet Madness. Det er fuldt ud på højde med deres gamle numre og lidt til.

Jeg håber, man kan gå ud fra, at vol. 1 antyder adskillige efterfølgere. De vil i hvert fald være umådeligt velkomne her.

Det skal lige nævnes, at hhv. Dreader than Dread og Skylarking ikke findes på selve albummet, men de kan købes enkeltvis på iTunes Music Store - de er værd at hive hjem som en del af samlingen.

Jeg har besluttet mig for at anbefale noget musik i ny og næ her på bloggen. Skiver, som jeg enten synes er oversete, gået lidt i glemmebogen eller som jeg ikke kan få armene ned over. I nogle tilfælde kan de være lidt vanskelige at få fat på, men jeg vil forsøge at levere lidt public service ved at linke til dem - hvilket med lidt held kan resultere i et par skillinger til en kølig øl på en varm sommerdag - hvis ellers sådan nogle linkmekanismer virker. På den anden side skal der velsagtens pænt mange klik til, før det bliver en realitet, men det skader vel ikke og skiverne bliver ikke dyrere af det så...

Nå, men tilbage til dagens emne. Det er muligvis det mest ukendte all-star band i verden, vi her har med at gøre. Medlemmerne var Steve Jones fra Sex Pistols, Matt Sorum og Duff McKagan fra Guns N' Roses samt John Taylor fra Duran Duran. Der var dog ikke tale om et band i regulær forstand. Det startede som et lejlighedsband til en velgørenhedskoncert i Johnny Depps Viper Room-diskotek/bar.

Bandet viste sig at være så populært, at det fortsatte som en slags husorkester i en længere periode. Undervejs var der mange gæsteoptrædener og adskillige af deres koncerter blev både optaget og filmet. Jeg er næsten parat til mord for at få fingre i dem, så hvis nogle læsere skulle ligge inde med tips om, hvor man kan få fat i dem, så smid gerne en bemærkning i kommentarerne.

Cden udkom uden større markedsføring i midten af halvfemserne (mere specifikt 1996), og blev åbenbart ikke videre populær. I hvert fald købte jeg den første til 149 kroner, den anden til 50 (den første blev væk) og til sidst en håndfuld til en flad tier stykket, som blev givet til folk, som jeg håbede ville sætte pris på dem.

Men hvad er det egentlig for noget? Det er en sær blanding. Duff og Steve skiftes til at synge og teksternes niveauer svinger vildt - nogle skulle man tro var skrevet af en 8-årig, som lige har set en pornofilm og fået en liste over frække ord, mens andre er ganske fantastiske og introspektive. Musikalsk holder alle numrene dog, og nogle af teksterne er helt fantastiske. Ikke mindst det relativt stille nummer, hvor Steve Jones sviner hele Sex Pistols til - inklusive sig selv - med et glimt i øjet, mens han ser tilbage på sin storhedstid.

Flere af numrene er glimrende festrock, som kunne køre uden sarte sjæle ville brokke sig, men det er først og fremmest et album, som bør høres som en helhed. Ikke mindst fordi der er en god balance mellem de hurtige, hårde numre og de mere afdæmpede numre, som fint kan høres en sen nattetime uden at ramme helt ved siden af. Der bliver skudt med spredehagl og selv om Neurotic Outsiders ikke er bange for at vrikke med bagenden og fyre et bare klicheer af, så lyder det alligevel ikke helt, som noget man har hørt før.

Selv om man godt kan ane efterklangen fra de forskellige bands (Duran Duran dog i stærkt begrænset omfang), lyder det hverken rigtigt som GnR eller Pistols. Det er et unikt band, som også lyder let påvirket af datidens grunge-bølge, uden de dog på noget tidspunkt mister deres punk'n'roll-kerne.

Kan du lide solid rock, vil du formentlig ikke gå helt galt med denne skive - som også er den eneste de har lavet. Efter jeg genopdagede den på hylden her til aften, har jeg hørt den seks gange i træk og nydt det lige meget hver gang. Jeg tror næsten, den får lov at blive siddende i afspilleren til i morgen. Den smager af mere.

Bandet blev sidst set samlet i 1999 - tilbage i Viper Room.

Hvis du skulle sidde og kede dig en aften eller en weekend, så er der råd: public domain torrents har spandevis af film at vælge imellem - både i computeropløsning, iPod-udgaver og PDA- samt PSP-udgaver. Der er også masser af gratis ting at komme efter på Movieflix, som også tilbyder nogle ting, man skal betale lidt for (bl.a. de gamle Jens Lyn-afsnit).

Men også archive.org har et stort udvalg af underholdning - blandt andet film og tv. Her vil nørder af den lidt ældre generation formentlig få julelys i øjnene ved de samlede afsnit af Computer Chronicles, hvor man blandt andet kan se Amigaen lammetæske alle de samtidige platforme. > Uanset hvilken platform man brugte dengang, kan man formentlig finde afsnit, der omhandlede den. Det giver selvfølgelig også yngre geeks en chance for at være med på noderne, når de ældre går i nostalgi-selvsving i fredagsbaren.

Jeg beklager på forhånd, hvis dette skulle være dækket vidt og bredt i danske blogs, men i tilfælde af, at det ikke har, så vil jeg lige henlede opmærksomheden på en af de mere bemærkelsesværdige udenlandske blogs; skrevet af Vernon Evans, Jr., som sidder på dødsgangen i USA. Han har naturligvis ikke internetadgang, så al korrespondance foregår via sidens redaktør. Nok snak - hermed linket.

Det ser ud til, at Nintendo atter har fået styr på deres forsyningsproblemer i Japan. I hvert fald sælger Nintendo DS en god slat mere end PSPen igen. Året startede ellers skidt for DSen, da der var enorme efterspørgsel men ingen maskiner på markedet. Det kom dog Sonys PSP til gode, da den for første gang siden lanceringen overhalede DSen.

Men nu er chefen tilbage fra ferie, og top 10 er endnu en gang præget af Nintendo. PSPen når lige at snige sig ind på listen med Capcoms Monster Hunter (en pokémon-lignende titel), men ellers er der ingen slinger i valsen. Det er måske ikke så pænt at fryde sig over, at det ikke går Sony så godt - især nu da de ligefrem er nødt til at fyre folk, men det er nu unægteligt sjovt, at Nintendos "gimmick", som Sony kaldte DSen, giver PSPen bøllebank i alle territorier.

Men Sony behøver nok ikke græde snot. PS2en sælger stadig som varmt brød (mere på en uge end Xbox 360 har solgt sammenlagt). PS3en skal jo også nok sælge som varmt brød uanset om den bliver den stærkeste, når den kommer på markedet. Sonys hypemaskine har allerede gjort den til den stærkeste i forbrugernes bevidsthed - præcis som de gjorde det med Playstation 2, som mildest talt var en skuffelse efter Dreamcasten og i forhold til de to øvrige konkurrenter.

Men efter DSen er mine penge satset på Nintendo. Måske ikke hvad angår markedsdominans, men som det af firmaerne, som leverer den bedste spilleoplevelse. I den korte tid DSen har været på markedet, har den fået flere fantastiske spil, end de fleste konsoller får i løbet af deres samlede levetid. De forsøger at gå samme vej med Revolution - som navnet indikerer ikke bare en evolution.

Nintendogs viste, at der er plads til andre end de traditionelle spillere. Eller som en Revolution-reklame sagde det: "For every gamer who plays, for every gamer who has played, for every gamer who has yet to play - Revolution is for you.

Imens sidder Sony så tilbage med deres dyre mursten af en PSP, hvor man kan spille Lumines på. Det er også fint nok, men det når desværre ikke Meteos til sokkeholderne, selv om det er designet af samme mand. Men det er lidt svært at forstå, når det kommer til stykket. I bund og grund er PSP og PS2 næsten ens og det burde være muligt at lave noget interessant på maskinen, men det eneste man får smidt i nakken er konverteringer eller let modificerede PS2-spil til nogenlunde samme pris som PS2-titlerne. Hvad er så incitamentet til at købe maskinen, når man har en PS2 i forvejen? Bling-bling-værdi? Næ, beklager. Jeg har allerede en iPod og den blev rent faktisk købt, fordi den var det bedste produkt på markedet til at ordne et specifikt problem - ikke fordi den var trendy.

DSen har i det mindste leveret nogle spil, som er fantastisk velegnede til at have med på farten - uanset om deres design er helt originale eller blot opdaterede udgaver af eksisterende spil. Mario Kart DS er det bedste bilspil jeg har spillet i årevis. Punktum. Der er adventures, bemani-spil, turbaseret strategi, hundesimulatorer, advokatsimulatorer, shoot 'em ups, farming sims, fantastiske platformere og meget, meget mere. Hurra for afvekslingens skyld - og hurra for de skæve titler, som vi sjældent ser på de traditionelle konsoller.

Der var engang en lille dreng, som lærte at alle var lige
Det var en god lære, det syntes han selv - det ville han ikke fravige
Men årene gik og drengen blev kloger', hvilket man vel ikke ku' klandre
Nu ved den dreng beklageligvis, at nogle er mer' lige end andre.

Så mange bands. Så mange genrer. Så mange sange. Så mange tekster. Så mange koncerter. Så mange historier.

Hvorfor har man så kun én livstid at opleve dem i?

The Who, Foghat, Jimi Hendrix, Foreigner, Tom Petty, Supertramp, Steppenwolf, Steve Miller Band, Nazareth, Mott the Hoople, Lynyrd Skynyrd, Led Zeppelin, The Hollies, Janis Joplin, Jefferson Airplane, Golden Earring, Fleetwood Mac, The Doors, Electric Light Orchestra, Boz Scaggs, Canned Heat, Cheap Trick, The Band.

Det er endda kun et par årtier af store bands, som jeg lige har nævnt - og kun et meget begrænset udvalg og få genrer.

Vil de for altid leve i fortidens glemsel for kort at dukke op i en road movie eller som en reference i en artikel? Vil der fortsat være folk, som går på opdagelse og hører dem for første gang? Man kan da håbe.

Jeg håber også, jeg får masser af muligheder for at gå på opdagelse i fremtiden på nye og ukendte territorier.