OK, så det var ikke en influenza, der drev forbi på en 5 dage. Her til aften kom jeg hjem fra sygehuset med penicillin, som forhåbentlig kan klare min lungebetændelse og sætte den inaktive højre lunge tilbage i drift. Den er helt sikkert savnet.

Det var ellers noget af en tur. Der gik helt Scrubs i den, for jeg nåede både at komme rundt mellem skadestuer, røntgen, kirurger og medicinere, før jeg var færdig - kørt på båre no less.

Det var lige før sygeplejerskerne var småvoldelige overfor mig - der var i hvert fald masser af "nu lægger du dig eddermame ned, for du ser gonnok bleg ud"-attitude - men de var da vældigt rare og de havde da egentlig også ret. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde taget mig sammen til at barbere mig, for ellers havde de sikkert sendt mig direkte ned i kølerummet med det samme.

Røntgenekspeditionen tror jeg var den hurtigste, jeg nogensinde har set. Jeg var inde og ude igen - med billeder - på fem minutter. De var også lidt lange i kæben, da jeg kom tilbage til skadestuen efter ti minutter, men det var meget praktisk, for så nåede kirurgen ikke at gå til frokost, og det var ham, der skulle se på billederne først, for at se, om der var en kollapset lunge. Da det ikke var tilfældet (indsæt her et lettelsens suk), var spørgsmålet om dommen blev "hjem" eller "hospitalsmorgenmad". Den blev heldigvis "hjem" kombineret med nogle penicillin-piller.

Nu har jeg heldigvis fået nabohjælp til at få købt ind af de få ting, jeg rent faktisk kan overtale min mave om, der kan spises, og så står den ellers bare på lav profil og masser af søvn.

...og den bider dig i knæskallerne. Natten til lørdag kom en influenza snigende tættere og tættere på og er lige nu i fuld blomstring. Her skulle lørdag og søndag være de to dage, hvor jeg skulle have givet specialet en skalle, men i stedet fik jeg så en. Så kan jeg lære det.

Det sker alt for ofte, at jeg bliver mindet om en speciel gruppe af bilister, som jeg bare ikke kan lide.

Man kommer kørende hen imod et lyskryds, som, et stykke før man når derhen, skifter til rødt. De fleste bilister vil køre hen til krydset og bremse. Men ikke alle. Nogle har nemlig af en eller anden grund en idé om, at det er helt vildt smart at trille lige så stille hen til lyskrydset, så de måske/måske ikke når at holde stille. Det kan man måske spare 2-3 dråber benzin på, hvis man er rigtigt heldig, så det er selvfølgelig alletiders. Man kan også accelerere meget hurtigere, så man måske endda kan nå ud i krydset, mens der lyser gult på vej mod grønt.

Men hvad betyder det for andre? Tjah, har man først siddet på en sidevej op til en vej med et kryds lidt længere henne, kan nogle af de mest primale instinkter hurtigt dukke op til overfladen. Ligeledes hvis man sidder i en bil, og har et eller andet, man gerne vil ordne i en fart, mens man holder stille. Det kunne være et hurtigt cd-skift, en justering af nogle spejle eller noget helt andet. Men den pause, som man kunne have haft ved krydset, kan man så lige så stille vinke pænt farvel til takket være Ayrton Senna i bilen foran.

En anden ting, der undrer mig er, hvorfor det næsten altid er folk i franske biler?!. Måske er det bare en stor markedsandel, eller måske er stupide mennesker tiltrukket af franske biler. Måske bliver man endda dum af at køre i en. Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad. Men vogt dig for at lave tricket, hvis du ser en hvid bil i bakspejlet. En eller anden dag får jeg monteret den bazooka...

Jeg håber ikke, nogen tager det personligt, hvis jeg ikke kan hidse mig op over balladen i blog-land. Jeg prøvede - helt ærligt. Men fejlede.

De sidste par dage har egentlig været relativt stille og rolige, men jeg har manglet alt, der har lignet motivation, til at skrive noget.

I dag er gået endnu langsommere end de andre dage, da min skulder mildest talt er i en ynkelig stand - både takket være de normale problemer men bestemt også takket være brandsåret, som ganske vist er begyndt at hele men stadig er vældigt ømt. I det mindste lykkedes det at sove en hel nat igennem i modsætning til de andre nætter, efter jeg fik det herlige sår. Det er vel en slags fremskridt.

Til gengæld gik min ryg så i baglås, så det meste af dagen er gået med forsigtig mobilisering af den i håb om, at det ikke ryger tilbage til nulpunktet i løbet af natten.

Nu sidder jeg til gengæld og slår mave ovenpå et vellykket hurtig-improviseret måltid (det gav appetit at se Gordon Ramsays køkkenmareridt på TV2) med et glas chilensk rødvin og en dejligt kølende blæser, der sagte kører på laveste styrke.

Der er åbenbart en del katte, der har Adolfiske tendenser.

Sieg miau!

Se flere på Cats That Look Like Hitler.

Der er ikke noget som at vågne op til en skade. I dette tilfælde forårsaget af noget, jeg fandt i Føtex' tilbudskasse:

Ganske vist er dimsen beregnet til ankler, men jeg døjer både med den ene ankel og den ene skulder, så jeg håbede lidt på, at den var lidt fleksibel. Det var den da også, for den passer fint på adskillige steder på kroppen, fordi der er masser af stof i den, og den bliver holdt sammen med velcro - og hey, varme er varme og hud er hud.

Man skulle kunne varme dimsen i en mikrobølgeovn eller lægge den lidt i fryseren og derefter sætte den på huden, mens den sidder i en beskyttende stoflomme, hvorefter den vil køle/varme. Brugsanvisningen er ganske klar hvad angår opvarmning: "opvarmes i mikroovn i 30-60 sekunder".

Jeg varmede den i mikrobølgeovnen, tog den på skulderen og gik i seng ( meget bevidst om advarslen om ikke at sove med omslaget på ), og jeg tog den af, før jeg faldt i søvn. Nu ligger landet sådan, at jeg har en inflammatorisk betændelse i min skulder, hvilket betyder, at der hele tiden er en brændende fornemmelse. Af samme grund mærkede jeg ikke den ekstra brænden særligt meget, men den var ganske alvorlig. I hvert fald vågnede jeg op med en våd skulder denne morgen - takket være at den havde væsket hele natten fra et sår. Hvis du er modig nok, kan du se det her.

Jeg har ringet til Føtex og gjort dem opmærksom på det. Nu ville det bare være rart, hvis de gad tage telefonen nede hos min læge, så jeg kunne spørge, om de anbefaler noget ud over koldt vand. Suk.

Jeg har flere gange prøvet at forklare udlændinge, hvad koldskål egentlig er for en størrelse. "Nej, det er ikke rigtigt tykmælk og nej, det er heller ikke rigtigt kærnemælk.. og så kommer man nogle små kikselignende ting på." Det er ikke så let at formidle, men jeg fik da en finsk pige moderat interesseret i spisen.

Til gengæld prøvede jeg koldskål på en ny måde i går. Der er dukket noget vaniljeyoghurt op i supermarkederne, som kombineret med lidt kærnemælk og et skud citron faktisk forvandles til en ganske glimrende koldskål i ca. 50/50-opdeling - og så kan man endda selv bestille præcist hvor tyk man vil have koldskålen.

Hvad i alverden er det, der slår klik i hovedet på folk, når de bliver i stand til at gøre deres egne børn ondt?
Det er slemt nok, at børn kan blive udsat for ondskab fra hinanden eller fra fremmede, men findes der noget grusommere, end når det er ens eget kød og blod, der mishandler en?

Afmagt, kontrol, skuffelse, had, projicering... Der er ikke rigtig nogen undskyldning, der er god nok.

Der er kun to udveje: Behandling eller en etværelses med låg.

OK, der er ikke så meget ninja over at sidde i et par shorts, men ikke desto mindre bevæger jeg mig så lidt, at jeg kunne være en ninja, der sidder på lur. Der skal jo ikke mange fagter til, før sveden begynder at melde sin ankomst.

Ikke desto mindre er jeg nødt til at begive mig ud i den onde dagstjernes skær i dag for at få købt ind. Udsigten til skammelige mængder jordbær er i det mindste et plaster på såret. Mange år har jordbær for mig været noget med en portion eller to i sæsonen. Men sådan skal det ikke være i år. Det kan være, at jeg vil være så dekadent, at jeg køber en liter vaniljeis også, som så skal møfles rundt til den bliver blød og så ellers smovse i jordbær og is. Jo mere jeg tænker på det, jo mere sandsynligt virker det, at jeg kommer til at gøre lige netop det.

I mellemtiden vil jeg glæde mig til weekenden, der både vil byde på lavere temperaturer, koncert og besøg. Det skal nok blive godt.

...er en god reminder om at holde sig på ærbødig afstand af stegepanden.