okt 2006

Om at skulle op

Er det ikke sjovt, som man kun for alvor har svært ved at falde i søvn, når man ved, at man skal op til et bestemt tidspunkt dagen efter?

Sådan var det i hvert fald i nat. Til gengæld havde jeg ingen morgenmad klar, så det må vente til turen hjem om en lille halv times tid.
|

En af den slags dage...

Man ved bare, at det ikke er en af de gode dage, når man bliver vækket tidligt af en slagboremaskine, derefter af telefonen og efterfølgende har folk der skærer i fliser på den anden side af vejen.

Jeg kan så trøste mig med, at de formentlig snart er færdige på den anden side af vejen, men nu har det også snart stået på i over et halvt år - og så får jeg til gengæld supermarked lige overfor. Det tæller jo også for lidt.

I dag er tænkt som en opsamlingsdag. Jeg skal have samlet op på alle de løse ender, som har ophobet sig over det sidste stykke tid. Der skal ryddes op, der skal skrives, der skal vaskes op og rent vasketøj skal lægges pænt på plads og næste runde skal sorteres.

Det er sjovt, som man gang på gang griber sig i at udskyde småting, selv om man godt ved, at det er meget lettere at få dem overstået med det samme, og man vil være træt af at skulle gøre det hele på én gang senere. På den anden side føles det også rart, når man efter en hel dag med tagen fat kan sætte sig ned, slappe af og nyde arbejdet.

Men først skal der lige en kande kaffe til for at sparke gang i det gamle legeme...
|

Og jubelen ville ingen ende tage...

Så er fars lille skat hjemme igen, og denne gang med organtransplantation. Jeps, der er kommet helt ny indmad i, og indtil videre ser alt ud til at køre helt perfekt. Resten af dagen kunne være helt elendig og jeg ville stadig være en glad mand.

Nu skal jeg bare have overført specialet, som trods alt har fået lidt opdateringer i mellemtiden, fra den trofaste gamle Powerbook, som nu snart bliver sat til salg Happy
|

For dælen da

Ja, så var hjemmesiden lige nede i pænt lang tid.

Det var en oplevelse præget af dårlig kommunikation og langsommelighed fra mit webhotels side. Men jeg kan da trøste mig med, at der tilsyneladende ikke er gået data tabt (selv om jeg har lokal backup, hvis det er...)
|

Ordentlig service

Nogle gange kan man blive overrasket over serviceniveauet i forretninger nutildags. Desværre er det ofte til den negative side, men så meget desto større grund til at juble, når det er til den positive.

I dag stod min Xbox 360 og blinkede trist med tre røde dioder, da jeg trykkede på power-knappen. Efter at have fulgt alle checks, der var foreslået på Microsofts hjemmeside, besluttede jeg mig for at tage den under armen og hive den med ud til Elgiganten, hvor den er købt. Der var det lille problem, at der sad et spil i, som jeg havde købt brugt i en anden forretning, men jeg regnede ikke med, at det ville være noget problem, for den blev jo nok bare repareret og så fik jeg den samme maskine tilbage.

Sådan gik det imidlertid ikke...

Fyren i serviceafdelingen spurgte, om jeg havde købt spillet hos dem, hvilket jeg svarede nej til. Nå, men jeg skulle bare gå ind i forretningen og gå igennem deres system og så komme tilbage for at få en ny maskine - derudover fik jeg en spritny udgave af det brugte spil, der sad i maskinen i forvejen. Det tog ganske vist en god times tid at komme igennem processen med at snakke med ekspedienten, få fat i en sælger, som fik fat i en anden sælger, som fik fat i en af dem, der var højere oppe i hierarkiet, for at de kunne finde ud af, hvordan det skulle bogføres. Det lykkedes da langt om længe, og da jeg kom ud til serviceafdelingen igen, nappede vi harddisken fra den gamle maskine og smed over på den nye, og så kom jeg ellers hjem med en spritny maskine med hele svineriet i kassen.

At jeg som bonus fandt et par spil, som manglede covers, til kun 99,95 stykket trak ikke ned i oplevelsen. Specielt når de koster en ~500 kroner i danske forretninger.

To tommelfingre op til Elmutanten.
|

En kort fornøjelse

Akkeja, ganske som jeg frygtede, var problemet med laptoppen ikke løst.

Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg kan bebrejde teknikerne, for jeg kunne godt se, at der skulle en del til, for at få fejlen frem.

Det forholder sig sådan, at hvis den først bliver for varm, så lukker den kort og godt ned øjeblikkeligt. En tysk ingeniør fandt frem til, at det formentlig drejede sig om, at heat sink'en udvidede sig under påvirkning af varme (ganske logisk) og derfor kom til at røre et kabel, som gik hen over heat sink'en. Også ganske plausibelt, for der er jo ikke alverdens plads i disse laptops. Efterhånden skulle ydersiden af kablet smelte og efterfølgende kontakt derfor resultere i kortslutning.

Derfor var jeg en anelse skeptisk, da jeg så, at der kun var skiftet heat sink og ikke andet, for jeg vidste, at Apple for nyligt havde gjort en ny kombination af logic boards og kølesystemer tilgængelige til reparation, hvilket tyder på, at der er noget om ingeniørens erfaringer. Min maskine lukkede da også ned relativt hurtigt, og jeg ringede til InfoCare for at fortælle dem, at problemet stadig var der. De sagde, at jeg skulle opdatere softwaren til nyeste version (der var kommet opdateringer, mens den var til reparation i første omgang) og se, om det stadig skete. Ellers skulle den ind til reparation igen.

Efter opdateringen kunne jeg godt se en forskel i opførslen. Før i tiden kunne man starte to processer med "yes > /dev/null" i terminalen. For de ikke-teknisk mindede er det sådan set bare en måde at få maskinen til at bruge alle sine kræfter på at stå og sige "ja" og sende det ud i intetheden ved samme lejlighed. Med andre måder bare en måde at få fuld belastning på. Jeg holdt øje med, hvad der skete, og ovenstående handling burde resultere i, at begge kerner i processoren kommer op på fuld skrue, og derefter rykker afsted med 100% belastning. Det var bare ikke helt, hvad der skete. I stedet skruede begge kerner ned til deres laveste hastighed og kørte så med 100% belastning dér. Det resulterer selvfølgelig i, at der ikke kommer samme varmeudvikling, fordi de ikke kører lige så hurtigt, men stædig som jeg er, startede jeg bare flere og flere programmer, og bemærkede, at den stadig ikke skruede op for hastigheden. Til gengæld blev den stadig varmere og varmere, des flere programmer jeg startede - på trods af at det stadig var 100% belastning ved laveste hastighed. Og det triste indtraf da også... den lukkede ned ud af det blå. Jeg vil forøvrigt lige indskyde, at det er en lettere svinsk løsning Apple har lavet dér. Det er ikke rigtigt acceptabelt, at maskinen skruer ned for hastigheden, når man har brug for den. Jeg ville nok også forsøge at komme udenom at skulle skifte hundredetusindevis af logic boards, hvis det var mig, men det er sgu ikke helt fint i kanten. ^_^

Det kunne tyde på, at man i nogle tilfælde kan komme ud om problemet ved at handicappe maskinen, men det er jo for det første ikke rigtigt en acceptabel løsning, og det vil formentlig heller ikke hjælpe en meter, hvis man samtidig anvender maskinen med Windows i ny og næ - opdateringen var nemlig i OSet og ikke i maskinens firmware.

I det mindste betyder det her, at maskinen får højere prioritet, når den bliver indleveret igen, men jeg kan forestille mig, at jeg alligevel kommer til at vente på levering af et nyt bundkort til maskinen. Suk. Nå, men jeg fik da lige opdateret bloggen, og måske når jeg at skrive flere, før maskinen bliver sendt ind igen. Det må tiden vise.
|

I'm Mack

Nå, så er det kære, sorte MacBook-dyr hjemme igen. Hvorvidt det er repareret ordentligt må tiden vise. Jeg brød mig ikke helt om det, der stod på følgeseddelen.

Ikke desto mindre skal jeg i hvert fald nok nyde den, mens jeg har den.

Som opfølger på sidste indlæg, har jeg lige været igennem endnu en antibiotikakur, men er stadig ikke på toppen. Men hvad... Humøret er ikke så skidt - det er kun energien der mangler. Happy

Jeg håber I får en hyggelig weekend derude - min er lige blevet skudt godt igang.
|