I år er det rigtig jul. Hvorfor? Fordi der er et rigtigt julealbum ude. Skynd dig hen og se videoen ved at klikke på det lille billede nedenfor.

Skiven kan købes her eller her. Glædelig jul folkens

For en gangs skyld kan man med nogenlunde definitiv sikkerhed sige: Der er noget for enhver smag. En side har samlet 101 covers af Led Zeppelins legendariske Stairway to Heaven. Det er ret sjovt at høre, hvor forskelligt folk kan fortolke den.

Jeg er som tidligere nævnt blevet ret glad for Emusic igen. Derfor har de også fået en fin topplacering ude i siden, så besøgende kan blive loooookket med gratis MP3. Det er jo dét, de unge vil have. Man vil desuden også kunne finde tidens anbefaling (i denne omgang) på Emusic, så skulle man have lyst, er det bare at tilmelde sigog kvit og frit hente 25 sange.

Der er mange rare ting ved Emusic - blandt andet dagens track, som man gratis kan hente, og det kan være hvad som helst - og hvis man skulle få brug for det, så kan man altid frit hente det, man har købt, hvis man skulle komme ud for et uheld med sin harddisk eller lignende uden at have backup. Hvis man ikke ved, hvad man skal hente, så vælg "Dozens" i eMusic Shortcuts-baren, efter du er logget ind, og så kan du helt sikkert finde noget inspiration der.

Det eneste minus er, at man skal have et kreditkort for at få en konto. Det er selvfølgelig for, at man ikke kan få uendelige antal af gratis prøveture. Men der bliver ikke trukket noget fra kreditkortet, medmindre du selv siger god for det. God fornøjelse

Nogle gange duer ting bare ikke, når man går tilbage til dem igen. Den sang som praktisk taget var ren magi, da den kom ud, lyder nu som en overproduceret pladdersentimental popsang, som bare er SÅ 90er. Samtidig kan man grave et nummer frem fra 70erne, som man aldrig før har hørt, og få det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Det er nu lidt sjovt.

---
Lytter lige nu til ''Eleanor Rigby'' med Pain

Jeg var lige inde på iTunes Music Store for at se, om der var et bestemt nummer med E.L.O. (det var der ikke.. suk), men til gengæld var Lordi - The Arockalypse landet. Det var da på tide. Og ikke overraskende lå Hard Rock Hallelujah på tredjepladsen over mest solgte sange.

Man kan så godt undre sig over, at de ikke letter rumpetten, udnytter opmærksomheden og får lagt alle skiverne på iTMS.

Mener du selv, at du har styr på de kendte?

Her er et par musikvideoer til at teste det. I videoerne er der enten parodier på diverse kendte folk eller den ægte vare.

Uden videre omsvøb:

Bon Jovi - Something for the Pain

Red Hot Chili Peppers - Dani California

Limp Bizkit - Break Stuff

Various artists - Perfect Day

Jeg faldt lige over en rigtig god artikel om Emusic. Den kan anbefales.

Nu lærte hele Europa pludselig Lordi at kende, men deres sceneoptræden er ikke, hvor de er stærkest. Bandet er jo meget visuelt anlagt og de gør det bedst i deres musikvideoer. Jeg har derfor samlet mine tre favoritter her. Temaerne er kraftigt inspireret af 80er-horror, og man kan godt se, at Mr. Lordi til daglig arbejder indenfor special effects-området på gyserfilm.

Den første er videoen til sangen, som alle nu kender; Hard Rock Hallelujah:

Den næste er min favorit rent tematisk. Der er dømt ren Evil Dead her i Blood Red Sandman.

Sidst men ikke mindst er der Devil Is a Loser, som er mit yndlingsnummer med Lordi. Læg mærke til guitaren. Cobber ville være stolt.

God fornøjelse

Lad mig være den første til at byde vore monster-overlords velkommen.
ALL HAIL LORDI!

Hurra!

Endelig en radiostation, der kan noget.

"Velkommen hjem! Vi indrømmer det hellere end gerne: Vi har savnet jer. Dig og alle de andre lyttere, der ikke rigtig føler sig hjemme på nogen af de store FM-musikkanaler"

Jotak. Does right what it says on the tin. Nu mangler vi bare en tilsvarende tv-station, så kan det være jeg kommer til at se tv igen. Kanalen spiller alt fra Sting til Nephew og Guns n' Roses og blander det med nyheder, små interessante udsendelser og en meget stor del af sendefladen er musikken.

Jeg er solgt.

I De Gode Gamle Dage(TM) - omkring 2002 faktisk - havde jeg en konto på Emusic. Det var lang tid før, vi havde iTunes Music Store i Danmark, og dealen var ret god. For et fast, lavt beløb kunne man downloade alt det musik, man havde lyst til. Vel at mærke i helt almindeligt mp3-format, selv om kvaliteten kun var 128kbps - hvilket er lidt i den lave ende. Derudover var udvalget hovedsageligt fra de mindre pladeselskaber, så tidens pophits var sjældent at finde blandt udvalget - hvilket dog ikke generede mig. Mine personlige favoritter var nemlig på Emusic.

Men tiderne ændrede sig desværre. Nogle få idioter benyttede lejligheden til at hente løs på en måde, så det ikke var rentablt for Emusic, som betalte pladeselskaberne lidt per download. Derfor blev der først sat en øvre grænse på downloads - dog uden at den var nærmere defineret. Kort tid efter blev Emusic opkøbt og alt blev ændret til det værre. Deriblandt en grænse på 30 downloads om måneden for $10. Det syntes jeg var en utroligt dårlig idé, da jeg tit brugte Emusic til at gå på opdagelse blandt musik, jeg ikke kendte. Pludselig skulle man være påpasselig med hvordan man prøvede ting. Jeg synes stadig, det er en utroligt dårlig idé, men i det mindste er forretningsmodellen blevet lidt bedre siden sidst. For $20 får man 90 sange om måneden. Regner man lidt på det er det yderst favorabelt i forhold til konkurrerende services - og så får man musikken i mp3 med høj bitrate og det er naturligvis helt uden begrænsninger.

Samtidig har de også forbedret interfacet og features, så det er noget lettere at finde interessant musik indenfor alle genrer. Jeg har lige brugt mine 90 downloads for denne måned, og jeg har stadig 4 skiver liggende i min kurv til senere.

På to måneder er det blevet til musik fra japanske Balzac, The Dwarves, danske Horrorpops og Nekromantix, en skive med barok-violinstykker, en opsamling med alternative country (inkluderer blandt andet L7, Johnny Cash og Presidents of the USA), Napalm Death, The Donnas, 7 Seconds, The Bruisers, Black Flag, Minor Threat og Pennywise.

Det er rart endnu at gå på opdagelse og få købt nogle af de ting, som man ellers har gået og udskudt. Nåja, og så var det en positiv overraskelse at opdage, at jeg frit kunne downloade alt, hvad jeg tidligere har downloadet i den nye, højere kvalitet.

---
Hører lige nu: ''World Of Dust'' med Nekromantix fra skiven Dead Girls Don't Cry

Nej, det er ikke fordi jeg er begyndt at gå ind for et Herrenvolk, men bare fordi The Dwarves selv er skingrende gale.

På deres tidligere plader har de kastet sig rundt mellem melodiøs punk med lidt surf-guitartendenser og hardcore - og på det seneste har de også flirtet med industrial. Er de kommet sig over det? Næh, nu har de bare fuldstændig mistet forstanden. Men hvad kan man forvente af et band med Blag Dahlia, HeWhoCannotBeNamed, The Fresh Prince of Darkness, Wreck Tom og Tazzie Bushweed... Bandet påstår forøvrigt stadig, at HeWhoCannotBeNamed er afgået ved døden, selv om han optræder med bandet live. Han optræder stadig nøgen og deres shows varer stadig omkring 15 minutter.

På The Dwarves Must Die (udgivet på det nye label Sympathy for the Record Industry) er de gået et skridt videre og leger med både hip-hop, hardcore, kirkemusik og alt midt imellem. Dog ikke uden at kaste sig ud i singalong-punk. Medvirkende på pladen finder man blandt andet Dexter Holland (nok bedst kendt som forsangeren i Offspring), Nash Kato fra Urge Overkill, Spike fra Me First and the Gimme Gimmes og, uden at overdrive; mange flere.

Som sædvanlig er deres cover noget for sig selv, men det kan man jo allerede se ude i siden. Som bonus er der til gengæld her en lille bid fra baggrunden på deres hjemmeside:

På deres myspace blog ledte de også for nyligt efter kvinder til at straffe dem i deres nye video. The Dwarves har været slemme. Meget slemme. Og de ved det godt. Derfor vil man i deres næste video se en masse nydelige unge kvinder gennemtæske det formastelige band i nøgen tilstand. Det er vel at mærke kvinderne, der beholder tøjet på. Hvorvidt det også går ud over det nye, kvindelige medlem, melder historien ikke noget om.

Pladen er helt fantastisk. Der er intet band i verden, der lyder som The Dwarves. Men tag ikke mit ord for det. Gå ind på hjemmesiden, og hør nogle mp3er eller se videoen til Salt Lake City. Så vil du samtidig også forstå, hvorfor The Dwarves aldrig nogensinde bliver lige så store, som så mange andre bands, selv om deres talent muligvis er langt, langt større.

Na-na-na-na-na-na.

Tiden går hurtigt, når man tænker på, hvor lidt jeg har fået fra hånden i dag. Men det er vel sådan, det skal være, når man har været i byen dagen før. Og det var jeg - for første gang i umindelige tider. Det var tiltrængt. Det inkluderede en koncert med Rock Hard Power Spray. Jeg havde været inde og sniglytte lidt på deres musik på myspace, før jeg tog til koncerten, men derudover har jeg faktisk hverken set eller hørt noget til dem før, selv om min kammerat ellers siger, at de både er blevet spillet i radioen og vist på TV. Oh well.

Numrene rykker ikke specielt godt på skiver, men for pokker hvor de holder live. Der var fuld knald på, de spillede uforskammet tight og var generelt veloplagte. Det eneste kritikpunkt jeg har, er vist, at de rent faktisk gik i gang til tiden og derudover spillede de ikke særligt længe. Det var short, but sweet.

I mellemtiden har jeg genåbnet min konto på Emusic.com. Det er den største uafhængige musikforretning på nettet og priserne er ret fornuftige i forhold til de andre forretninger. Det er langt fra lige så godt, som det var i gamle dage, hvor man betalte et fast beløb om måneden og derefter frit kunne hente alt det, man havde lyst til. På den anden side kommer man ret langt med 90 sange om måneden for $20 (der findes også billigere løsninger) og der er ingen begrænsninger på musikken, hvilket naturligvis er værd at betale ekstra for i sig selv. Grunden til at jeg gik tilbage var, at jeg indså, at jeg egentlig ikke havde fået købt en del af den musik, som jeg gerne ville, og at de bands som hovedregel alligevel lå på Emusic. På den måde kan jeg købe den musik, jeg vil have, og de sange, der måtte blive tilovers, kan så blive brugt på noget musik, man ellers ikke ville få hørt.

I denne omgang er det blevet til Pennywise, Minor Threat (2 stk), 7 Seconds, The Dwarves (2 stk), Business, Black Flag og The Bruisers. Det burde også være nok til en lille måneds tid.

Nu har jeg hørt på DR Barometers netradio i et par timer. Der er dukket et par sange om, som jeg kendte. Der er dukket nogle sange op, som jeg ikke kendte. I modsætning til standarden er der også dukket nogle sange op, som jeg ikke kendte, men jeg gerne vil kende navnene på. At de lige nu spiller The Robots med Kraftwerk trækker heller ikke just nedad.

Jeg har ryddet lidt op her på forsiden, for at gøre det lidt lettere at navigere rundt og har i stedet lavet en ekstra side, hvor man kan se, hvilken musik jeg hørte mest af sidste uge og hvad jeg lige har hørt. Den søde detalje er så, at i mange tilfælde kan det lade sig gøre at høre et klip fra det musik, jeg lige har hørt.

Hop selv over på siden for at se det i aktion.

Det kneb lidt med at komme i omdrejninger i dag, så jeg valgte at lave noget andet til at starte med. Det blev et remix.

Her den anden dag sendte en kammerat mig et link til en midi-udgave af titelmelodien til F/A 18 Interceptor til Amiga. Jeg besluttede mig for at hive midifilen ind i GarageBand, fikse et par mangler, ændre instrumenteringen lidt og tilføje noget elhegn. Resultatet kan findes her.

Jeg ved udmærket godt, at guitaren slet ikke var nødvendig, for jeg har allerede hørt det nummer til døde, som det oprindeligt lød. Jeg kunne bare ikke lade være. Det tiggede næsten om det.

Næsten da. Der mangler jo desværre stadig nogle af de dele af bandet, som var med til at give bandet en speciel lyd. Her tænker jeg især på Matt Sorum og Slash.

Men ikke nok med at de kommer på Roskilde i år, så skulle Chinese Democracy langt om længe også være færdig. Denne gang skulle det være ganske vist.

Det er i hvert fald et godt tegn, at der så småt er begyndt at dukke sange op rundt omkring på fora og P2P-netværk. Det er lykkedes at grave et par af sangene frem og jeg må sige, at jeg glæder mig til at få fingrene i den endelige skive. Lyden er lidt anderledes, men det lugter stadig rigtigt meget af den ægte vare. Lige fra den hårde rock'n'roll til de storslåede ballader. Dertil kommer et par numre, som minder mere om den industrielle stil, som blev lagt for dagen i Oh My God, som var med på soundtracket til End of Days.

Det er første gang, jeg har været så tæt på at købe en Roskilde-billet, siden jeg var dum nok til at købe en sidst. Guns n' Roses plus Roger Waters, der fremfører hele Dark Side of the Moon. Det er alligevel ikke noget, man ser hver dag.

Som nogle måske allerede har opdaget, er ugens chart blevet opdateret i dag.

På førstepladsen ligger The Anti-Nowhere League efter lang tids fravær. Jeg havde hørt Scum-skiven så meget, at jeg på et tidspunkt besluttede mig for at rive den væk fra harddisken et stykke tid, men nu er de tilbage. Det mindede mig om, at jeg faktisk lige faldt over deres officielle site den anden dag. Det er mildest talt underholdende læsning at checke deres historiesektion. Det er dog ikke for sarte sjæle - undlad at læse det, hvis du regner med at skulle spise snart.

Når du først er afklaret med det, så kan du læse løs på siden - men kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig ^_^

Hører lige nu: "Creed - My Own Prison"

Det er ikke noget, man ikke kunne forestille sig i hvert fald. De to hoveder kan slippe af sted med hvad som helst. Læs mere på Heckler Spray.

Nu hvor Depeche Mode-feberen raser i Danmark, er det oplagt at se på, hvad der ellers er at finde indenfor samme kategori.

Jeg blev for nyligt introduceret til det canadiske band The Birthday Massacre, som på sin vis minder meget om Depeche Mode. Det adskiller sig dog heldigvis nok til, at det ikke lyder som et rip-off. Faktisk rammer The Birthday Massacre lige præcis de elementer, jeg kan lide ved Depeche Mode, uden at vade rundt i de elementer, jeg ikke er så glad for.

Jeg har altid haft et noget ambivalent forhold til Depeche Mode, fordi jeg på den ene side godt kan lide melodierne, men på den anden side bliver det hurtigt for meget med den uendelige negativitet rent musikalsk. Man fristes til at tro, at de aldrig har slået en dur-akkord an.

Det er ikke fordi The Birthday Massacre ikke kan lyde negative, men der er balance i tingene. Hvis jeg skulle beskrive bandet med en sammenligning, så skulle det være en blanding af Depeche Mode og Blondie - men med en moderne lyd og lidt mere rå nerve på lyden. Deres visuelle udtryk passer egentlig meget godt til deres musik. Lidt pænt, lidt poppet, lidt gotisk, lidt 80er, lidt androgynt men stadig med masser af bund og ikke mindst gode melodier. 80er-tendensen kommer især til udtryk i deres cover af Limahls Never Ending Story...

De har p.t. udgivet to skiver. Det drejer sig om Nothing and Nowhere og Violet. Det kan anbefales at kigge efter dem begge, hvis du tror, bandet er noget for dig.

Nogle gange er humøret i sådan et hjørne, at man ikke kan nøjes med at høre et enkelt band eller sågar en enkelt genre. Et hurtigt kig på min playliste gør mig lettere foruroliget. Det må være mindst 10 forskellige personer, som har sammensat den. Måske er der bare tale om en seriøs gang personlighedsspaltning? Døm selv.

Her er en del af listen; Tidens popmusik:
(nu opdateret til at være mere informativ - indlægget blev for lang til softwaren før :-/ )

Moby, Ozzy Osbourne, The Proclaimers, Guns N' Roses, Judas Priest, Rammstein, Mötley Crüe, Lacrimosa, As I Lay Dying, Bloodhound Gang, The Cure, Gorillaz, Tunnel Allstars, The Faders, Tarkan, Prince, Melissa Auf der Mauer, Dropkick Murphys, Roy Orbinson, Steppenwolf, Madness, Katie Melua, Biohazard, The Donnas, Depeche Mode, LL Cool J, Pain, NoFX, Alice Cooper, Franz Ferdinand, Ash, TV-2, D-A-D, Caesars, Eminem, Tracy Bonham, Xiang Xiang, Jane's Addiction

Our house... in the middle of the street. Our house.

Ja, det var sgu tider. Men der er godt nyt: Det er stadig gode tider. Madness dukkede op ud af det blå med en ny skive : The Dangermen Sessions Vol. 1 - med et pænt blæret cover forøvrigt:

Men hvad så? Er de håbløst fanget i 80erne? Ja og nej. Heldigvis. De har faktisk taget et par 80er- (og ældre) sange under behandling. Blandt andet The Kinks' Lola, The Supremes' You Keep Me Hanging On (som nok i dag bedre er kendt i Kim Wildes version), og en calypsoklassiker fra 60erne i form af Shame & Scandal in the Family. Især sidstnævnte holder vanvittigt godt under Madness' kærlige behandling og teksten er ret morsom.

Der er en del up-beat reggae på skiven, så den er faktisk ret oplagt som baggrundsmusikken til en hyggelig aften med vennerne og et par øl, vin og hvad der ellers måtte høre til. Men den holder skam lige så godt, når man hører den til daglig. Det er næsten umuligt at være i dårligt humør, når man hører den.

Produktionen på den er lækker. Alt står klart og tydeligt i lydbilledet - lige fra bassen til hornene, vokalen og det bizarre elorgel, som de af og til hiver frem. Det var først efter, jeg hørte The Dangermen Sessions vol. 1 at jeg indså, hvor meget jeg egentlig har savnet Madness. Det er fuldt ud på højde med deres gamle numre og lidt til.

Jeg håber, man kan gå ud fra, at vol. 1 antyder adskillige efterfølgere. De vil i hvert fald være umådeligt velkomne her.

Det skal lige nævnes, at hhv. Dreader than Dread og Skylarking ikke findes på selve albummet, men de kan købes enkeltvis på iTunes Music Store - de er værd at hive hjem som en del af samlingen.

Jeg har besluttet mig for at anbefale noget musik i ny og næ her på bloggen. Skiver, som jeg enten synes er oversete, gået lidt i glemmebogen eller som jeg ikke kan få armene ned over. I nogle tilfælde kan de være lidt vanskelige at få fat på, men jeg vil forsøge at levere lidt public service ved at linke til dem - hvilket med lidt held kan resultere i et par skillinger til en kølig øl på en varm sommerdag - hvis ellers sådan nogle linkmekanismer virker. På den anden side skal der velsagtens pænt mange klik til, før det bliver en realitet, men det skader vel ikke og skiverne bliver ikke dyrere af det så...

Nå, men tilbage til dagens emne. Det er muligvis det mest ukendte all-star band i verden, vi her har med at gøre. Medlemmerne var Steve Jones fra Sex Pistols, Matt Sorum og Duff McKagan fra Guns N' Roses samt John Taylor fra Duran Duran. Der var dog ikke tale om et band i regulær forstand. Det startede som et lejlighedsband til en velgørenhedskoncert i Johnny Depps Viper Room-diskotek/bar.

Bandet viste sig at være så populært, at det fortsatte som en slags husorkester i en længere periode. Undervejs var der mange gæsteoptrædener og adskillige af deres koncerter blev både optaget og filmet. Jeg er næsten parat til mord for at få fingre i dem, så hvis nogle læsere skulle ligge inde med tips om, hvor man kan få fat i dem, så smid gerne en bemærkning i kommentarerne.

Cden udkom uden større markedsføring i midten af halvfemserne (mere specifikt 1996), og blev åbenbart ikke videre populær. I hvert fald købte jeg den første til 149 kroner, den anden til 50 (den første blev væk) og til sidst en håndfuld til en flad tier stykket, som blev givet til folk, som jeg håbede ville sætte pris på dem.

Men hvad er det egentlig for noget? Det er en sær blanding. Duff og Steve skiftes til at synge og teksternes niveauer svinger vildt - nogle skulle man tro var skrevet af en 8-årig, som lige har set en pornofilm og fået en liste over frække ord, mens andre er ganske fantastiske og introspektive. Musikalsk holder alle numrene dog, og nogle af teksterne er helt fantastiske. Ikke mindst det relativt stille nummer, hvor Steve Jones sviner hele Sex Pistols til - inklusive sig selv - med et glimt i øjet, mens han ser tilbage på sin storhedstid.

Flere af numrene er glimrende festrock, som kunne køre uden sarte sjæle ville brokke sig, men det er først og fremmest et album, som bør høres som en helhed. Ikke mindst fordi der er en god balance mellem de hurtige, hårde numre og de mere afdæmpede numre, som fint kan høres en sen nattetime uden at ramme helt ved siden af. Der bliver skudt med spredehagl og selv om Neurotic Outsiders ikke er bange for at vrikke med bagenden og fyre et bare klicheer af, så lyder det alligevel ikke helt, som noget man har hørt før.

Selv om man godt kan ane efterklangen fra de forskellige bands (Duran Duran dog i stærkt begrænset omfang), lyder det hverken rigtigt som GnR eller Pistols. Det er et unikt band, som også lyder let påvirket af datidens grunge-bølge, uden de dog på noget tidspunkt mister deres punk'n'roll-kerne.

Kan du lide solid rock, vil du formentlig ikke gå helt galt med denne skive - som også er den eneste de har lavet. Efter jeg genopdagede den på hylden her til aften, har jeg hørt den seks gange i træk og nydt det lige meget hver gang. Jeg tror næsten, den får lov at blive siddende i afspilleren til i morgen. Den smager af mere.

Bandet blev sidst set samlet i 1999 - tilbage i Viper Room.

Så mange bands. Så mange genrer. Så mange sange. Så mange tekster. Så mange koncerter. Så mange historier.

Hvorfor har man så kun én livstid at opleve dem i?

The Who, Foghat, Jimi Hendrix, Foreigner, Tom Petty, Supertramp, Steppenwolf, Steve Miller Band, Nazareth, Mott the Hoople, Lynyrd Skynyrd, Led Zeppelin, The Hollies, Janis Joplin, Jefferson Airplane, Golden Earring, Fleetwood Mac, The Doors, Electric Light Orchestra, Boz Scaggs, Canned Heat, Cheap Trick, The Band.

Det er endda kun et par årtier af store bands, som jeg lige har nævnt - og kun et meget begrænset udvalg og få genrer.

Vil de for altid leve i fortidens glemsel for kort at dukke op i en road movie eller som en reference i en artikel? Vil der fortsat være folk, som går på opdagelse og hører dem for første gang? Man kan da håbe.

Jeg håber også, jeg får masser af muligheder for at gå på opdagelse i fremtiden på nye og ukendte territorier.

Er det ikke sjovt, som der nogle gange bare skal den rigtige sammenhæng til, før musik giver mening?

Musik, man ikke har kunnet snuppe eller syntes var lidt for meget i den ene eller den anden retning, begynder pludselig at give mening, når man selv er i det rigtige humør. Det bitre ved det er, at man ved, at situationen kan være præcis den samme, når man så forsøger forklare venner lige præcis hvorfor, musikken er så fantastisk.

I sidste ende findes der nok ikke dårlig musik. Kun forkerte sammenhænge.

Ak ja, så kom det også til Danmark. Udover den vanvittige afgift på cd-medier foreslår SF nu (med blandt andet Copy-Dan og dennes formand Arne Würgler i ryggen) at man indfører afgifter på alle former for optageudstyr - som i realiteten vil være tættere på alle former for lagringsmedier.

Man kan dermed få lov at betale for sin musik på cd, betale for sin musik på iTunes Music Store - eller hvor man nu vælger at lægge sine penge - og bagefter få lov at betale for enhver enhed, der kan afspille dem.

Vi så jo, hvordan afgiften på blanke medier virkelig var en succes. Nåh nej, det var den jo ikke. Grænsehandlen eksploderede og man overvejer nu at sætte afgiften ned fra omkring ti kroner til tre kroner per cd. Skatteministeriet mener, at det vil være nok til at komme grænsehandel til livs.

Jeg ved ikke, hvordan I har det med cder, men for mig er det et brug-og-smid-væk-medie. Jeg brænder i perioder adskillige cd images om dagen for at teste software eller homebrew/abandonware til diverse konsoller. Ligeledes smider jeg filer over på en cd i stedet for en usb-key, hvis jeg skal have en spandfuld data med til et projekt. USB er ok, men samtidig lidt bøvlet. Jeg brænder også cder ud, som jeg har købt i iTunes - mest for at have en backup, for jeg spiller dem egentlig mest på computeren og iPoden. To kroner er fint. Jeg kan sagtens leve med at smide det ud af vinduet af og til. Fem kroner hver gang? Jeg kan sige så meget, som at mit arkadespilforbrug røg voldsomt nedad, da prisen gik fra to til fem kroner i sin tid. Lige pludselig var Operation Wolf ikke lige så sjovt. Det samme gælder for cder. Tre kroners afgift? Jamen det er da godt, at vi stadig har glimrende indkøbsforhold fra Tyskland, når politikere og brancheforeninger fortsat mener, at de har krav på en andel af noget, som slet ikke tilkommer dem i første omgang.

Kasettebånd gav i en vis udstrækning mening. Det samme kan man sige videobånd gjorde. Selv om man kunne anvende dem til at lagre data på, så var det trods alt et begrænset klientel i forhold til dagens forbrug af medier til alverdens ting. I dag bliver disse medier brugt til alt muligt - fotos, dokumenter, projekter, operativsystemer og alt andet, man kan lagre digitalt.

Det er ikke flere afgifter, som brancheforeningerne i Danmark bør få. De burde få et los i deres rektale område og besked på at følge med tiden. Vi har haft nettet som en del af manges hverdag siden '95. Hvor pokker har de været henne? Hvorfor er det først nu, at man begynder at kunne købe musik og film i elektronisk form? 10 år i net-tid svarer til noget lignende 100 års normaltid. Hvis man blot var interesseret i porno, så kunne man være glad, for den branche har hele tiden været med på noderne. De har i årevis leveret, hvad den øvrige branche først nu så småt er ved at have klar - og hvad de så kommer med er endda i ussel form.

Her i Danmark er vi så velsignet med, at det meste af det, man kan købe, bruger Microsofts bras til WMV og WMA, som ikke der understøttet af andet end Windows og sikkert heller aldrig bliver det. "Jamen det er også hvad de fleste bruger!", hører jeg lobbyisterne insistere. Ja, det er rigtigt nok. Og fortsæt i den retning - så har folk slet ikke noget valg, hvis de vil kunne købe jeres varer over nettet.

Jeg synes, at Sputnik er glimrende - i teorien. Jeg vil gerne give mine penge for at bruge det. Men fandme om jeg vil tvinges til at bruge en notorisk usikker browser og ditto operativsystem for at anvende det. Livet er simpelthen for kort til den slags. Hvis branchen blot indså, at deres salg ville eksplodere, hvis de tilbød deres varer i en god kvalitet, til en rimelig pris (her taler vi den egentlige omkostning for det relevante produkt plus en rimelig avance) og uden al det forbandede DRM-bras, som alligevel aldrig vil kunne beskytte ordentligt og kun er forbrugeren til besvær.

Ja, jeg er irriteret. Jeg er irriteret, fordi der bliver tilbudt et produkt, som jeg gerne vil betale (en rimelig pris) for, men som jeg er blokeret for. Mine reelle valg er at købe tingene på "gammeldags manér" eller at piratkopiere tingene. Jeg køber da også en del dvder. Dem kan man købe til fornuftige penge over nettet og man er sikker på, at de virker - selv på trods af de åndssvage regionskoder (men det er en diskussion til en anden gang). Sådan forholder det sig imidlertid ikke længere med cder. Onlineforretninger må nemlig ikke skrive, om et produkt er "kopispærret" eller ej. Sagt med andre ord må de ikke fortælle, om det produkt, de sælger, er et produkt som overholder cd-standarden, og dermed virker på alle cd-afspillere, eller ej. Jeg gider egentlig ikke almindelige cd-forretninger længere. Det tager for lang tid at finde det, man leder efter. Det er ofte besværligt at komme til at høre på cderne. Det er alt for dyrt. Hvad er der så tilbage af muligheder? Tjah, man kan kigge på iTunes Music Store. Der har jeg da også fået købt en del - omkring 20 timers musik - siden den startede i Danmark. Men der mangler ofte cder, som jeg er interesseret i. Hvad gør jeg så? Tjah, jeg gider faktisk ikke besværet med at støve tingene frem. Derfor får jeg ikke købt de relevante skiver. Min cd-samling stagnerer og jeg hører færre musik end nogensinde før. Det er ikke fordi interessen for musikken mangler, men de eneste inputs jeg får er et par netradioer og der kan være langt mellem guldet, når man ikke selv bestemmer tempoet.

Det forekommer mig, at nogen har sovet i timen. Alligevel vil de gerne have penge af mig, hver gang jeg køber et lagermedie eller en afspiller. Hvorfor? Hvad har de gjort for at fortjene det? Jeg begriber det ikke Er jeg stolt over at hedde Würgler for tiden? Ikke specielt. Men i det mindste kan jeg distancere mig kraftigt fra de holdninger.

Man kan trøste sig med, at regeringen er overraskende realistisk i dette tilfælde. Som Ellen Trane Nørby udtalte til ComOn: "Man er nødt til at være med på noderne i stedet for at fastholde afgifter på fysiske ting som blankbånd eller hardware. Når vi nu har valgt at tillade privatkopiering, skal det også være muligt at bruge de cd'er, man køber, på alle de platforme, man har til rådighed, og vi mener ikke, at man skal vælte det over på forbrugerne"

Musikindustrien - og især den danske - burde grave sig langt ned i jorden og vende tilbage, når de har en plan. Her er mine penge - lige indenfor rækkevidde. Jeg har ikke noget imod at skilles fra dem. Giv mig noget for dem! Endnu bedre: stik mig en tjeneste i stil med hedengangne Audiogalaxy og gør det let at købe en fysisk kopi/billigt at købe en digital. Så skal I se min tegnebog blive flad i en rasende fart.

Ja, det var en udfordring. Læns mig så - men indtil I er klar, kan I holde jeres kæft og nallerne for jer selv.

Hvis nogen stadig ikke skulle have stiftet bekendtskab med det finske band H.I.M. (nogle gange også stavet som i overskriften) - også kendt som His Infernal Majesty - så er det næsten imponerende. I hvert fald er deres nuværende single Wings of a Butterfly i heavy rotation rigtigt mange steder. Der var dog et eller andet ved den, som generede mig. Den var bestemt catchy og lød umiskendeligt som H.I.M. - men der var noget galt.

Her er det måske på tide at hoppe et par år tilbage i tiden. Mens jeg boede på kollegie, kørte jeg af og til fra Århus til Randers for at besøge familie og venner. Det skete ofte, at mørket var brudt frem, før jeg var på vej tilbage til Århus. Men jeg var sjældent alene, for det var ofte søndag aften, og søndag aften var der Spadestik på P3. Lige præcis denne aften var det et herrens vejr, så værtens dybe, tørre røst passede perfekt til den silende regn, som vinduesviskerne legede Sisyfos-og-stenen med.

Spadestik var ret unik på den måde, at det hver gang tog et nyt musikalsk emne op og gik i dybden med det - uanset genre eller periode. Med andre ord noget, der virkelig kunne åbne den musikalske horisont på lytteren. Uanset om man normalt ville høre den slags musik, så var det altid spændende at høre historien, udviklingen og få bredden med. Nuvel, netop denne aften præsenterede han H.I.M., som kort tid efter strømmede ud gennem højttalerne i langsom, majestatisk elegance med nummeret When Love and Death Embrace. Guitarens fylde var, som kunne den vælte mure - på samme måde som vandløbet kan nedbryde stenen. Samtidig var Ville Valos røst en skrøbelig modvægt til guitarerne med en bitter eftersmag af sørgmodighed.

Jeg købte pladen, efterfølgeren, så dem live og så var det lige ud af landevejen. Og dog. Jeg må nemlig indrømme, at jeg ikke har været ubetinget begejstret over efterfølgerne. Razorblade Romance havde ganske vist et endnu bedre cover af Chris Isaaks Wicked Game end det, der var på Greatest Lovesongs Vol. 666 og guitaren var endnu tungere. Men sørgmodigheden nærmede sig klynken. På senere udgivelser blev det kun værre, men uden guitaren fortsatte i den rigtige larger-than-life-retning. Og det er nok det, som irriterer mig ved den ellers fine popsang.

Emnet kom op, da jeg snakkede med en god kammerat, som deler mit ambivalente forhold til bandet. Det fik mig til at gå hen til cd-samlingen og gribe Greatest Lovesongs Vol. 666. Den kører nu på anlægget. Jeg savner det band. Heldigvis kan jeg sætte pladen på i ny og næ, og vende tilbage til de sene aftener med Spadestik og musikalske eventyr - og ikke mindst H.I.M. da de var allerbedst.

Når man så ofte er tvunget til at tage sig til panden over den fremmedgørelse af forbrugere og heksejagt, som både RIAA og APG lægger for dagen, er det mildest talt et velkomment strejf af frisk luft, når man hører om, at andre indenfor branchen synes, at RIAA er gået for vidt. Canadas største pladeselskab, Nettwerk Music Group (NMG), har besluttet sig at hjælpe en familie, som er ved at blive sagsøgt af RIAA for brud på opretshavloven. En af de kunstnere, som er blevet hentet af familien, er Avril Lavigne, som er i NMGs stald af kunstnere. NMG mener ikke, at retssagen er i kunstnerens bedste interesse og de har derfor besluttet sig for at betale alle udgifter forbundet med forsvaret - og eventuelle bøder, som skulle blive konsekvensen af sagen.

Som advokaten Charles Lee Mudd formulerer det, har RIAA misbrugt loven - den bør bruges som et skjold og ikke som et sværd.

Det er prisværdigt, at NMG og Mudd er realistiske i deres indstilling, selv om det er de bløde værdier, som de fremhæver. Undertegnede ville dog ønske, at man havde fremhævet nogle af de mange eksempler på, at faldet i musiksalg skyldes helt andre årsager og at P2P-netværk som hovedregel forøger indkøb af musik.

Man kan kun glæde sig til dinosaurerne dør (stod det til dem, havde jeg ikke kunnet lave det sidste link).