Jeg har besluttet mig for at anbefale noget musik i ny og næ her på bloggen. Skiver, som jeg enten synes er oversete, gået lidt i glemmebogen eller som jeg ikke kan få armene ned over. I nogle tilfælde kan de være lidt vanskelige at få fat på, men jeg vil forsøge at levere lidt public service ved at linke til dem - hvilket med lidt held kan resultere i et par skillinger til en kølig øl på en varm sommerdag - hvis ellers sådan nogle linkmekanismer virker. På den anden side skal der velsagtens pænt mange klik til, før det bliver en realitet, men det skader vel ikke og skiverne bliver ikke dyrere af det så...

Nå, men tilbage til dagens emne. Det er muligvis det mest ukendte all-star band i verden, vi her har med at gøre. Medlemmerne var Steve Jones fra Sex Pistols, Matt Sorum og Duff McKagan fra Guns N' Roses samt John Taylor fra Duran Duran. Der var dog ikke tale om et band i regulær forstand. Det startede som et lejlighedsband til en velgørenhedskoncert i Johnny Depps Viper Room-diskotek/bar.

Bandet viste sig at være så populært, at det fortsatte som en slags husorkester i en længere periode. Undervejs var der mange gæsteoptrædener og adskillige af deres koncerter blev både optaget og filmet. Jeg er næsten parat til mord for at få fingre i dem, så hvis nogle læsere skulle ligge inde med tips om, hvor man kan få fat i dem, så smid gerne en bemærkning i kommentarerne.

Cden udkom uden større markedsføring i midten af halvfemserne (mere specifikt 1996), og blev åbenbart ikke videre populær. I hvert fald købte jeg den første til 149 kroner, den anden til 50 (den første blev væk) og til sidst en håndfuld til en flad tier stykket, som blev givet til folk, som jeg håbede ville sætte pris på dem.

Men hvad er det egentlig for noget? Det er en sær blanding. Duff og Steve skiftes til at synge og teksternes niveauer svinger vildt - nogle skulle man tro var skrevet af en 8-årig, som lige har set en pornofilm og fået en liste over frække ord, mens andre er ganske fantastiske og introspektive. Musikalsk holder alle numrene dog, og nogle af teksterne er helt fantastiske. Ikke mindst det relativt stille nummer, hvor Steve Jones sviner hele Sex Pistols til - inklusive sig selv - med et glimt i øjet, mens han ser tilbage på sin storhedstid.

Flere af numrene er glimrende festrock, som kunne køre uden sarte sjæle ville brokke sig, men det er først og fremmest et album, som bør høres som en helhed. Ikke mindst fordi der er en god balance mellem de hurtige, hårde numre og de mere afdæmpede numre, som fint kan høres en sen nattetime uden at ramme helt ved siden af. Der bliver skudt med spredehagl og selv om Neurotic Outsiders ikke er bange for at vrikke med bagenden og fyre et bare klicheer af, så lyder det alligevel ikke helt, som noget man har hørt før.

Selv om man godt kan ane efterklangen fra de forskellige bands (Duran Duran dog i stærkt begrænset omfang), lyder det hverken rigtigt som GnR eller Pistols. Det er et unikt band, som også lyder let påvirket af datidens grunge-bølge, uden de dog på noget tidspunkt mister deres punk'n'roll-kerne.

Kan du lide solid rock, vil du formentlig ikke gå helt galt med denne skive - som også er den eneste de har lavet. Efter jeg genopdagede den på hylden her til aften, har jeg hørt den seks gange i træk og nydt det lige meget hver gang. Jeg tror næsten, den får lov at blive siddende i afspilleren til i morgen. Den smager af mere.

Bandet blev sidst set samlet i 1999 - tilbage i Viper Room.