Hvad er det egentlig, der har fået nogen til at tænke "Jeg ved lige, hvad der skal til, når folk skal afslutte deres uddannelse på universitetet. Vi sætter dem til at lave noget af en størrelse, som vil virke så uoverkommelig for dem, at de vil brække sig i lårtykke stråler, før de bliver færdige."

Samtidig er det bare tough luck, hvis helbredet ikke er, som det skal være. Kan du ikke holde ud at sidde og arbejde (eller i nogle tilfælde bare stirre håbløst) i nogle timer om dagen, så er der ikke noget at gøre ved det. Til gengæld kommer man mere og mere ud af trit med materialet, jo større det bliver, og jo mere man skal bruge tid på at sætte sig ind i det, når man har været væk i et par dage på grund af dårligt helbred.

Uden omsvøb er specialeskrivningen det værste jeg nogensinde har været udsat for indenfor skole/arbejdsområdet. Jeg har ikke rigtigt noget, jeg kan sammenligne med, som folk kan forstå, hvis de ikke har prøvet noget næsten helt magen til.

Nogle få, heldige personer er i stand til at stryge igennem deres specialeskrivning på nul komma fem - enten fordi de har en enorm baggrundsviden på forhånd om et givent emne, eller fordi de trives godt under opgaveskrivning. Det har jeg aldrig gjort. De eneste opgaver, som jeg har nydt at skrive, har været fristilene tilbage i folkeskolen. Der kunne jeg til gengæld sprøjte side efter side ud uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Akademisk skrivning er en helt anden side af sagen. Man skal tænke i abstrakte rammer og løbende underbygge sine pointer med andres pointer. Det er på sin vis lærerigt, men det er godt nok også frustrerende, når det er i det sidetal, som et speciale er på.

Man kommer til at håbe, at der findes et helvede, og at manden, der opfandt specialeskrivningen, vil være at finde der til evig tid.