Fra:
Helsenyt.com
Kommentar til Ballin-sagen - og i al beskedenhed til min
egen
Af Lis Andersen
I dag, henved fem år efter Ballin-sagens begyndelse, er det vist
ikke mange, der ikke ved, hvad det drejer sig om. Ingen avis, intet
ugeblad med respekt for sig selv - og med håb om at sætte sit oplag
i vejret - går nemlig uden om Ballin.
Overskrifter som Biokemikeren Otto Ballin kæmper for sin ret til at
helbrede tusinder, har hidtil været almindelige.
I anledning af at der netop er faldet dom i sagen ved højesteret,
kunne en og anden måske tænke sig at få rekapituleret, hvordan det
hele egentlig begyndte.
Som en nær ven af Ballin og som den, der på mærkelig måde
tilsyneladende blev årsag til det hele, vil jeg derfor kort
genfortælle - set fra min synsvinkel - hvad der er sket.
Det startede med, at min aldrig slumrende nysgerrighed med hensyn
til at efterforske ikke mindst uortodokse helbredelsesmetoder til
gavn for syge mennesker, nærmere betegnet mine patienter, førte mig
ind i Strubes boghandel på Lille Triangel.
Det var en sommerdag i 1967. Jeg var dengang ansat som
fysioterapeut på Stege sygehus. Skønt jeg kun havde fem minutter
tilovers, nåede Strube at vise mig en ny afdeling med
helselitteratur, og jeg faldt over en bog af den kendte engelske
komponist, Cyril Scott, der har helse som hobby.
I bogen, der ikke var oversat til dansk, stod blandt andet omtalt
både homøopatiske og biokemiske helbredelsesmidler, som i England
kunne fås i håndkøb, og hvormed forfatteren havde hjulpet talrige
mennesker.
Aha! tænkte jeg, der er noget nyt! Jeg må have fat på en homøopat
til at kurere på ... og så sendte jeg en tanke til alle de
patienter, lægerne på Møn og andre steder ikke kunne helbrede og
jeg heller ikke.
Trods intensiv efterforskning forblev al søgen dog resultatløs,
hvorpå jeg gav mig til at lede efter en biokemiker af den slags,
Cyril Scott omtaler. Jeg skrev sågar til både England og Tyskland.
Omsider nåede jeg ad mærkelige veje frem til Ballin og forelagde
ham mine problemer.
Vi blev hurtigt gode venner, og da han hørte, at der var adskillige
på Møn, der led af både det ene og det andet, som ingen hidtil
havde kunnet hjælpe dem med, tilbød han - der allerede dengang
havde stor erfaring i helbredelse af kroniske sygdomme - at komme
til Stege en gang om ugen, blot jeg kunne skaffe et pas sende
hotelværelse.
De patienter og venner, der kom og bad. mig om hjælp, blot fordi
jeg ”så tit havde haft et godt råd”, og fordi „lægen nu havde
opgivet dem", var dog kun få. Ikke længe efter, at de var begyndt
at få behandling af Ballin - i form af helt specifikke
mineral-kosttilskud, der for øvrigt ikke kurerer „sygdomme", men
hjælper hele organismen - gik det nemlig som en løbeild over øen.
Naturligvis blev det opfanget af adskillige kronisk syge: ”Prøv
Ballin, han har allerede hjulpet den og den!”
Kort tid senere fik jeg - efter nitten års upåklageligt samarbejde
med øens og sygehusets læger - min afsked på gråt papir. Uden
varsel måtte jeg forlade sygehuset (jeg havde seks måneders
opsigelse) uden løn, endog uden feriepenge. Det var i august 1968.
Og Ballin, dengang kun betegnet som ”en hvidkitlet kvaksalver på et
tilfældigt hotelværelse”, fik polititilhold og fik konfiskeret sit
apparatur og alle sine kostbare præparater på ubestemt tid.
Fysioterapeuternes forening, som jeg naturligvis henvendte mig til
om støtte, faldt mig i ryggen i stedet for og nægtede endda at høre
sagen fremsat fra min side. Adskillige kolleger overvejede at få
mig smidt ud af foreningen.
Den kloge og elskelige lrs. Hans Kirkeskov, der havde stor erfaring
i den slags sager, tilbød derimod på eget initiativ gratis at føre
min sag, dersom jeg var uden midler. Og det kneb det rigtignok med
på det tidspunkt. Jeg stod jo pludselig arbejdsløs, havde en høj
skat og intet tag over hovedet!
Kirkeskov har nu udgivet hele tre bøger om forholdet
patienter-læger-naturlæger. Stakkels patienter og Patientens ret og
krav er udkommet på Aros' forlag, mens Konflikt, med lægestanden,
der netop nu har set dagens lys, er kommet på forlaget Lysholm,
Haslev. Det er billigbøger, der fås i boghandelen. Alle tre er
umådelig fængslende, oplysende og spændende lekture, der varmt kan
anbefales enhver, der er interesseret i sagernes udvikling.
De to følgende retssager, i Stege og ved Østre Landsret - begge
steder tabte vi - medførte dog et stort gode: jeg er ikke så
blåøjet i dag, som jeg engang var.
Indtil da havde jeg i min naivitet troet, at læger var mennesker,
hvis hovedinteresse det var at hjælpe folk til at komme sig. Og at
jurister var folk, der anså det for deres fornemste pligt at kæmpe
for retfærdighed.
Nu forlød det i retten, hvor næsten 30 patienter vidnede, at de var
blevet enten kureret eller hjulpet af Ballin og aldrig skadet, at
”det var ikke patienterne, sagen drejede sig om”.
Jeg var lamslået! Hvem ellers var det da? Vi appellerede den hårde
dom til højesteret, hvor Ballin nu som selvmøder har kæmpet en
heroisk kamp for at forsvare sin - nej hele den danske befolknings
sag: Retten for ”uhelbredelige” til at søge helbredelse ved hjælp
af de kosttilskud, Ballin docerede, men som lægelige „eksperter" på
basis af total uvidenhed betegnede som ”uskadelige og
virkningsløse”. Men som trods det er på recept. (Ballin blev dømt
for at have brugt receptpligtige midler.)
Konsekvensen må altså blive den, at læger forbeholder sig ret til
at ordinere ”virkningsløs medicin”!?
Det skal indskydes, at før sagen kom for højesteret, anlagde Ballin
sag imod Sundhedsstyrelsen, dels for at have benyttet ”eksperter”,
der var uden kendskab til det, de udtalte sig om, dels for at
opretholde så tåbelige ”sundhedslove”, at resultatet gennem årene
er blevet mange sagesløse menneskers død eller fortsatte
invaliditet.
Naturligvis tabte han også den. Den 17. maj tabte vi ved
højesteret.
Og alligevel er det ikke helt rigtigt at sige det sådan.
Ballins bøde blev halveret, min skåret ned til ¼.
Flere af højesteretsdommerne gik afgjort ind for os.
Sagens omkostninger betales af staten. Alene det sidste siger i
grunden noget om, at man alligevel ikke længere er så vis på, om
ikke det er os, der har ret.
Fem år er gået. En retssag er tilsyneladende afsluttet. Er det hele
ikke en storm i et glas vand?
Nej, det er det ikke. Næppe en avis åbner man i denne tid, uden at
man deri kan læse om naturlægers forunderlige helbredelser ved
mineraler eller urtemedicin. Om lægers voksende interesse. Om
akupunktur, som indtil for nylig blev fuldstændig forkætret og
betegnet som den sorteste overtro, men som nu i stigende grad tages
op af den danske lægestand. Om reflekszoneterapi af fødderne,
hvorved ganske almindelige mennesker bliver i stand til at helbrede
hinanden for mangfoldige lidelser ... Helsekostforretninger
blomstrer op.
Folk begynder at få mod til at sige fra over for forstokkede
autoriteter.
Der er i stigende grad enighed om, at både lægeløfte, lægelov og
sundhedslovgivning bør ændres.
Det hele er kommet i skred. Endog på Esther Ammundsen kan det
mærkes, at vinden blæser fra en anden kant.
Og Ballin har aldeles ikke tænkt på at give op. Nu går han til
folketinget, og mange folketingsmedlemmer er allerede på hans side.
Ja, en stor del af Danmarks befolkning er det, fordi han har
hjulpet så mange syge mennesker. Og alle hans venner er i fuld
sving med at sende breve og telegrammer om Ballinsagen blandt andet
til indenrigsministeren, som er den, det hele sorterer under.
Det skal tilføjes, at Ballin forlængst har planlagt, når tiden er
moden, at afholde kursus i sin terapi for læger og
lægestuderende.
Den praktiske del af eksamen skal, efter hvad han har fortalt mig,
bestå i, at hver enkelt kursusdeltager kurerer to patienter, som
hidtil har været erklæret for uhelbredelige!
NY TID OG VI, nr. 3 1973
Health News 2005
